Hvide trøjer i Gaden og kæmpe moral: KFUM rider på bølgen i topstriden
Interview med Jesper Høgh fra Aalborg KFUM efter kampen mod KVIK
Hvordan oplevede du jeres præstation i den klare sejr over en direkte rival?
– Vi spillede en perfekt kamp. Det var en mandfolkepræstation og ikke mindst en rigtig holdsejr! KVIK kommer ud med en voldsom tænding og fysik, som dommeren også tillod. Der spiller vi en ret lige første 20 minutter, hvor vi har farlige omstillinger, og de ligger og presser højt og gør vores kombinationsspil svært. Efter de tyve minutter stiller de sig ned, og så sætter vi ellers pasningsmaskinen i gang og spiller en virkelig flot kamp med vanvittig høj effektivitet. I anden halvleg gør vi arbejdet færdigt og holder fuld kontrol de sidste halve time, hvor sejren var hjemme! Kæmpe ros til KVIK for at komme ud med den energi de første 20 minutter. Vi er ikke blevet matchet så godt hele sæsonen! De havde en god gameplan, som spillerne fulgte.
Hvad var nøglen til, at I kunne kontrollere kampen og vinde så overbevisende?
– Vi var et hold og kæmpede som mænd! Vi matchede deres fysiske tryk de første tyve, og så spillede vi en rigtig flot, afvekslende possessionfodbold bagefter. Derudover har vi Mads Bjerring tilbage fra hans alvorlige "karnevalsskade", og han kæmper i 90 minutter med en ødelagt fod!
Hvordan er stemningen i truppen med kun tre kampe igen og alt på spil?
– Efter sådan en sejr mistænker jeg, at der var flere hvide KFUM-trøjer i Jomfru Ane Gade – og et par sygemeldinger i dag på job eller studie ;-)
Hvor meget fylder drømmen om 1. pladsen i jeres interne snak?
– Vi skal vinde over Suldrup på torsdag, og det gør vi, når vi bibeholder samme energi og samme modne angrebsspil!