HVA Sydthy kan sikre oprykning med point mod Vorupør
Interview med Mads Møller Jensen fra HVA Sydthy før kampen mod Vorupør
Hvordan vil I gribe kampen an, hvor I mangler bare ét point for at sikre oprykning?
- Vi går ind til opgaven med ydmyghed over for vores modstander, Vorupør. Vi ved, at de har fået sat en ret god stime i gang – og de har dermed alt at spille for. Vi ved, at de kommer med en masse rutine og fysik, som vi skal kunne modstå. Derudover skal vi bruge motivationen til sådan et opgør på den rigtige måde. Vi skal simpelthen bare give den gas – være fremadrettede, fokuserede og spille god fodbold, som vi har gjort i samtlige kampe.
Hvordan håndterer I presset ved muligheden for at rykke op foran hjemmefans?
- Jeg ser det egentlig ikke som noget pres. Jeg ser det som, at vi endnu engang får mulighed for at få en oplevelse sammen som hold. Uanset udfaldet af kampen, så vil det være en kamp, som vi vil glæde os til og huske i lang tid fremover. Og det er egentlig, hvad seriefodbold handler om for mig. Det er ikke alle seriespillere, som får sådan en mulighed. Det gør man, fordi man har præsteret og været gode. Så mon ikke, at vi nok skal være klar.
Hvad skal I være særligt opmærksomme på mod et Vorupør-hold, der kæmper for overlevelse?
- Som sagt, så kommer Vorupør med alt, de har. Det er jeg sikker på. Så vi skal være særligt opmærksomme på, at vi ikke kommer sovende til det her. Der skal stadig arbejdes hårdt for tingene, og vi skal stadig levere på et højt niveau.
Kan I stille jer tilfredse med at tage det ene point, eller går I efter at lukke det med sejr?
- Hmm, spørger du mig nu? Så går vi altid efter de 3 point. Det skal der ikke være nogen tvivl om!
kt: 3. juni kl. 19.00