HVA Sydthy går ind til Serie 1 efterår med sult og kampklar indstilling
Når man ser på Serie 1 Kreds 8 til efterårssæsonen, tegner der sig et billede af tæt konkurrence og udfordringer på højeste niveau. Derfor har Seriesport.nu valgt at sætte spotlight på HVA Sydthy og træner Mads Møller Jensen, der deler sine tanker om kredsen, kommende opgør og ambitioner for sæsonen.
– Vurderingen er, at vi kommer til at møde ene gode og stærke fodboldhold, hvor det bliver utrolig spændende og sjovt at måle sig mod så dygtige fodboldhold, siger Jensen.
Når vi spørger til, hvilke hold han ser som favoritter til at spille med i toppen, holder han fokus på eget hold: – Pyha, jeg tænker egentlig, at vores fokus skal være mest på os selv og ikke så meget på, hvilke hold der skal spille med i den sjove ende.
Selvom der ikke peges på specifikke oprykningskandidater, glæder træneren sig til kampene: – Vi ser frem til at møde alle modstanderne. Vi har stiftet bekendtskab med nogle af holdene før, sidst vi var i Serie 1. Men der er sket meget siden, så det bliver egentlig bare spændende at møde nogle hold, man måske ikke har det helt store kendskab til inden.
Ambitionerne for HVA Sydthy er klare og jordnære: – Vi har ambitionen, der hedder, at vi skal skabe så mange gode oplevelser for os selv som muligt. Vi er så kedelige i HVA, at vi stadig ikke taler om placeringer, men jeg kan love jer for, at vi vil gøre alt for at være et hold, som de andre hold har meget svært ved at slå. Derudover er vi ikke naive, og vi ved godt, at vi i en del kampe får det meget svært. Men vi ser det stadig ikke som et fripas eller en badebillet – vi vil gøre alt for at spille vores rolle.
Med blikket rettet mod efterårssæsonen følger Seriesport.nu HVA Sydthy tæt – for holdets indstilling til spil, ambitioner og vilje til at udfordre alle modstandere kan meget vel blive nøglefaktorer i en tæt og uforudsigelig Serie 1-sæson.