Husted forventer stærk revanche mod Holtet IF
Når IF Fremad Nørhalne og Holtet IF mødes i Serie 2 på lørdag, er der lagt op til en intens og vigtig kamp. Træner Alex Husted fra IF Fremad Nørhalne forventer et opgør med høj intensitet og stor betydning for begge hold.
– Jeg forventer en anden indstilling end den, vi præsterede i tirsdagens pokalkamp. Den sidste time kan vi ikke være tilfreds med, siger Husted og tilføjer:
– Vores kampe mod Holtet er altid intense, så jeg forventer en fair, men hårdt spillet kamp, hvor det første mål kan afgøre kampens udfald.
Husted lægger vægt på, at holdet skal finde tilbage til den defensive styrke, som har kendetegnet sæsonen.
- Vi skal sørge for at fylde godt på, når vi angriber, så vi kan skabe overtal. Samtidig skal vi tilbage til den defensiv, der har kendetegnet holdet i år.
Kampen har ikke kun sportslig, men også taktisk betydning. Holtet IF har allerede vundet deres første kamp, og med en påske-pause i horisonten vil en sejr give et vigtigt løft.
- Den er vigtig for begge hold! Samtidigt kommer der også en kamppause i påsken, så det ville være dejligt at gå ind til to træningsuger med selvtillid, vurderer Husted om betydningen af weekendens opgør.
På trods af et par skuffelser tidligere på ugen tror Husted stadig på sit mandskab.
– Jeg har dog en god mavefornemmelse inden kampen, da der også kommer friske folk ind til kampen lørdag, som sad over tirsdag.