Hornum-træner presser sit hold: - Nu skal vi levere
Hornum IF’s cheftræner, Torben Zefting, udtrykker både optimisme og en tydelig strategi forud for opgøret mod Terndrup IF i Serie 2. Kampen spilles på Hornum Stadion fredag den 12. september kl. 18.00.
– Jeg forventer at se to hold med vidt forskellige tilgange til, hvordan en fodboldkamp skal spilles. Men jeg forventer også to hold, der vil kæmpe til det sidste for at få point. Det bliver en svær kamp, så vi skal have is i maven og ikke lade os rive med af den stemning, som kampen helt sikkert vil få, siger Zefting.
Han anerkender modstanderens fysiske stil, men ser samtidig muligheder i sit eget holds styrker.
– Vi skal turde at spille langs jorden, som vi har været rigtig gode til på det seneste. Sådan som jeg kender Terndrup, kommer de med et dødspres og er ikke bange for at flæske igennem i duellerne. Derfor skal vi spille os igennem presset og undgå for mange boldtab eller dueller midt på banen – det kan komme til at koste, siger han.
Cheftræneren lægger ikke skjul på, at kampen har ekstra betydning, fordi den falder sammen med Markedsweekenden i Hornum.
– Alle kampe er vigtige, men vi spiller hjemme i Markedsweekenden, så jeg håber og forventer en fed kulisse på Hornum Stadion. Hvis folk er villige til at bruge deres fredag aften på at støtte os, så skal vi nok kvittere med en stærk arbejdsindsats, siger han.
Zefting peger også på, at truppen ser stærkere ud end tidligere, og at præstationerne i flere kampe har været bedre, end pointene antyder.
– Vi har heldigvis flere folk tilbage, så nu kan jeg og spillerne ikke gemme os bag afbud. Nu skal vi levere. Jeg synes, vi er bedre med rent spillemæssigt end i sidste sæson, men dengang fik vi flere point trods dårligere præstationer. Nu skal vi fortsætte formen – så skal pointene nok komme, siger han.
Nu handler det for Hornum IF om at omsætte de spillemæssige fremskridt til point, når fløjten lyder fredag aften mod et fysisk stærkt Terndrup-hold.