Hornum IF siger farvel til cheftræneren med sejr og stolthed
HERRE: Hornum IF rundede sæsonen i Serie 2 af med en 3-0-sejr over Sønderup/Suldrup IK Frem – og efter kampen satte cheftræner Torben Zefting ord på både indsatsen og afskeden som træner.
Cheftræner Torben Zefting var meget tilfreds med, hvordan holdet sluttede sæsonen af:
– Det var en super god præstation at slutte en hård efterårssæson af med. Vi vidste, at Suldrup nok ikke var så motiveret, fordi de havde sikret sig en flot overlevelse i Serie 2, men det skal ikke tage noget fra vores præstation.
Han ærgrede sig dog over, at sejren ikke blev endnu større:
– Vi kunne snildt have gået til pause foran 5-0, så det eneste, der ærgrer mig, er, at vi ikke får banket flere ind, fordi chancerne stod i kø.
Cheftræneren roste især holdets koncentration og indstilling i opgøret:
– Spillerne fulgte planen og var topmotiverede, hjulpet godt på vej og med alt respekt for Suldrup, et hold, som der var gået på vinterferie.
Han glædede sig samtidig over, at holdet fik sat et værdigt punktum:
– En kamp, hvor tingene for en gangs skyld gik op i en stor enhed, og gutterne fortjente at synge efter kampen.
Trods den flotte afslutning lagde Torben Zefting ikke skjul på, at efteråret har været udfordrende:
– Det var godt at slutte på en positiv note, da det her efterår har været det mest turbulente i de år, jeg har været i HIF. Skader, afbud og andre udfordringer har stået i kø, men jeg er stolt af, hvordan vi har kæmpet alle kampe med det, vi har på dagen, og budt alle hold op til dans.
Han vurderede samtidig, at en nedrykning var en fair konsekvens af sæsonens forløb:
– Vi har ikke fået de point, vi har fortjent, men heller ikke været koncentrerede nok hen over sæsonen. Så en fair tur ned i Serie 3, og så er det med at få folk tilbage på 100 %.
Torben Zefting lagde vægt på den læring, holdet havde fået med sig gennem sæsonen – og markerede samtidig sit farvel:
– Jeg tror, vi alle har lært meget i denne sæson. Men først og fremmest var dagens kamp også min sidste som træner for Hornums førstehold. Der skal en ny træner til, og jeg er sikker på, at de erfaringer, vi har gjort os, kommer med i hans planlægning.
Han understregede, at afskeden blev taget med stolthed – trods nedrykningen:
– Jeg er stadig stolt af mine spillere og det arbejde, vi har lagt i fællesskab, selvom det ender med en nedrykning. Ingen af os kunne have forudset, hvor turbulent efteråret ville blive, men jeg ønsker mine spillere alt det bedste i deres bestræbelser på at spille sig tilbage i Serie 2 i foråret.
Afslutningsvis sendte han et smil videre til truppen – og et lille vink med en benskinne:
– Jeg ser frem til at følge dem som tilskuer og klubmand. Og så ved, at de skal til at træne med benskinner igen.
Hornum IF tager nu hul på forberedelserne til en ny sæson – denne gang med ny cheftræner og håb om hurtig tilbagevenden til Serie 2.