Hornum IF har altid sat fællesskab først – 122 år med fodbold, ildsjæle og lokale helte.
Hornum Idrætsforening har rødder helt tilbage til 1903, hvor klubben blev stiftet som Hornum Ungdomsforening. Siden dengang har fodbolden været omdrejningspunkt, og klubben har gennemlevet en fascinerende rejse fyldt med traditioner, ildsjæle og fællesskab. Derfor sætter vi Spotlight på Hornum IF – og formand Johnny Nielsen, som giver os historien om både fortiden, nutiden og fremtiden.
– Foreningen blev stiftet i 1903 og hed indledningsvis Hornum Ungdomsforening. Der er ikke meget materiale tilgængeligt fra de første år, men vi ved, at man havde til huse i lejede lokaler i byens forsamlingshus ejet af Håndværkerforeningen. Fodbold blev spillet fra start, selvom der også var gymnastik på programmet, fortæller Johnny Nielsen.
De første nedskrevne love fra 1920 viser et andet billede af datidens fodboldhverdag. – Dengang var det bestyrelsen, der antog holdets fører, altså træneren. Holdet blev udtaget af et udvalg, UK, som stod på sidelinjen og overværede torsdagstræningen. Træneren satte ikke selv holdet, det gjorde UK, og sådan var det helt frem til startfirserne. Kontingentet var tre kroner årligt for aktive og én krone for passive medlemmer, og man måtte ikke træne i klubbens spilletrøjer, siger han.
I 1938 skiftede klubben navn til Hornum Idrætsforening, og det var også heromkring, at man fik jord til baner på den nuværende adresse på Birkevej 6.
– Før den tid foregik spillet ude på markerne, hvor man udså sig de bedst egnede og håbede, at ejeren var en bonde, der var sporten venligt stemt. I 50’erne fik klubben adgang til kommunens maskinhus, og i 1968 rykkede kommunen helt ud, så vi kunne råde over faciliteterne. I midten af 70’erne kom en stor udvidelse, hvor vi gik fra 150 til 300 kvadratmeter og fik fire omklædningsrum samt klublokaler. Siden har vi renoveret i det tempo, pengekassen har kunnet klare, fortæller Nielsen.
Medlemstallet har svinget op og ned gennem årene.
– I midten af 70’erne havde vi 50 seniorer fordelt på to hold og hele 125 børn og unge. Senere var vi helt nede på kun ét seniorhold. I dag mønstrer vi godt 100 seniorer fordelt på fem hold, omkring 80 børn og unge samt 75 passive medlemmer, siger han.
En tradition, der har overlevet generationer, er Idrætsugen ved Sankt Hans.
– Den har vi holdt i hævd i mindst 60 år. Her samles hele byen til sport, fest og bål. Det er et af de arrangementer, der binder både klubben og lokalsamfundet sammen, forklarer Nielsen.
For Johnny Nielsen er det sociale bånd kernen i klubben. – Om HIF er noget særligt i forhold til andre klubber ved jeg ikke, men vi er en lille klub, hvor alle kender alle. Der er mange familiære bånd på tværs af generationer, og det gør, at sammenholdet er stort. Det er ikke afgørende, hvilken serie vi spiller i. Succeskriteriet er, at så mange som muligt spiller verdens bedste spil: fodbold, siger han.
Sportslige resultater har dog også sat aftryk.
– Vi var pavestolte, da herrerne i 2017 rykkede op i Serie 2 for første gang i klubbens historie. Og i 2024 lykkedes det kvinderne at spille sig i Jyllandsserien for første gang. Men det sociale er og bliver det vigtigste, fortæller Nielsen.
Han fremhæver også den store opbakning, klubben nyder. – Vi har ofte over 100 tilskuere til herrernes førstehold, og i år har kvinderne trukket lige så mange. Det har altid været kendetegnende for klubben, at der er mange medlevende tilskuere, uanset hvilken række vi spiller i, siger han.
Hornum IF har fostret mange profiler gennem tiden.
– Søren Have er rekordholder med 450 førsteholdskampe og lagde under corona-krisen 100.000 kroner i kassen i en indsamling, da økonomien blødte. Jørgen ”Tæppemanden” Sørensen og målmand Walther Rokkedal var store profiler i 70’erne og 80’erne. Jesper Madsen har været både spiller og bestyrelsesmedlem, og Svend Aage Lassen gjorde et stort arbejde som stadioninspektør. Alle er de en del af vores historiebøger, fortæller Nielsen.
I nutiden peger han på en anden unik fortælling. – Vores holdleder Ivan Havryliuk startede for to år siden sammen med en kammerat. I dag har vi over 30 ukrainske spillere i klubben. Det er en fantastisk case og et billede på, hvordan fodbolden kan samle folk, siger han.
Selv er Johnny Nielsen også blandt klubbens største ildsjæle.
– Jeg er formand, holdleder, træner på to hold og kampfordeler. Det er nok et godt eksempel på, hvordan en mindre klub drives: få løfter meget, så fællesskabet kan trives, fortæller han.
Om fremtiden siger han:
– Hvad den bringer, er uvis. Så længe vi har opbakningen, og der er børn, unge og voksne, der har lyst til at spille fodbold, så skal vi nok klare os. Men vi skal heller ikke være blinde for, at mange af de klubber, vi tidligere sammenlignede os med, er væk eller blot en skygge af sig selv. Lige nu er der så meget run på, at vores største ønske er en bane mere til at fordele presset på.
Med 120 års historie, stolte traditioner, utallige frivillige timer og et fællesskab, der rækker langt ud over kridtstregerne, står Hornum IF som et lysende eksempel på, hvordan en klub kan være fundamentet for et helt lokalsamfund. Spørgsmålet er nu, hvilke kapitler formand Johnny Nielsen og Hornum IF vil skrive i de kommende år.