Hornbæk SF var heldige med kun at tabe 2-1 mod FFI
Interview med Simon Gade fra Hornbæk SF før kampen mod Gug.
Hvad gik galt i kampen mod FFI, hvor I tabte 2-1, og hvordan vil I sikre, at det ikke gentager sig mod Gug?
- Vi var heldige med kun at tabe 2 - 1. FFI var klart bedst kampen igennem, og skabte rigeligt med chancer til at putte flere ind. Vores indsats var direkte jammerlig den første time. Det blev en smule bedre de sidste 20 min., men med den indsats kan man ikke forlange at få noget med, så vi tabte fuldt fortjent. Jeg er faktisk lidt chokeret over, at man vil køre så langt for at prøve så lidt. Det bedste ved den tur var de tre nylavede cheeseburgere, jeg fik på vej hjem. Vi skal møde et stærkt hold fra Gug, så hvis vi kommer med samme indsats, så får vi en røvfuld. Især hvis de har fået deres 8 skadede spillere klar.
Hvordan påvirker nederlaget til FFI jeres tilgang til kampen mod Gug, især med kun få dages forberedelse?
- Selve kampen påvirker ikke tilgangen til næste kamp. Det var en off-day på alle parametre, så vi forventer at se et helt anderledes HSF-mandskab. Med det sagt er Gug stærke og har nogle farlige våben, og det tager vi højde for, så godt som vi nu kan.
Kommer I til at justere noget i jeres spil til kampen mod Gug, eller vil I holde fast i jeres oprindelige plan?
- Måske. Det er det muliges kunst for os i øjeblikket, men vi vil gerne holde os så tæt til vores koncept som muligt.
Hvordan er stemningen i truppen efter nederlaget, og hvordan ser I frem mod kampen mod Gug på hjemmebane?
- Stemningen i omklædningen var noget trykket, og det var jeg faktisk glad for at se. Humøret kom tilbage på køreturen hjem, og sådan skal det også være. Vi glæder os til at tage imod Gug. Efter sådan en indsats er det fint, at næste kamp falder ret hurtigt efter.