Hobro-træner: Vi skal spille i højere tempo end Søften
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Hobro-træner Jakob Hjorth.
En ny kamp venter, hvad skal I set med dine øjne gøre for at bibeholde momentum fra sidste spillerundes sejr?
- Vi skal gerne fortsætte det momentum fra to gode kampe, hvor det bliver rigtig vigtigt at vi holder et højt tempo i vores boldomgang og generelt i kampen.
Søften er endnu ikke kommet på pointtavlen, ser du jer som storfavoritter til kampen?
- Vi havde to utroligt tætte kampe mod Søften i sidste sæson og det tror jeg faktisk det bliver igen denne gang. På trods af den start Søften har fået ser jeg dem som et hold med en rigtig god offensiv som vi skal være dygtige til at dæmme op for. Også taget i betragtning at det er vores første kamp på græs i år og det bliver næppe et græstæppe, der tillader den form for fodbold som vi ellers gerne vil spille. Derfor skal vi være ekstra koncentrerede og klar på at forholde os til de udfordringerne omkring banen som helt sikkert vil forekomme. Derudover ligner rækken allerede en række hvor alle slår alle, hvilket gør hver eneste kamp til en finale uanset hvem vi møder.
Hvad skal lykkes for jer og hvordan vil I gribe kampen taktisk an, således I står med de tre point?
- Vi skal som skrevet øverst være gode til at holde tempo i kampen. Det skal kunne ses på en forventelig tung bane at vi træner mere end Søften og derfor kan holde til at spille kampen i et højere tempo.
Hvordan vil du beskrive Søften som I står overfor og hvilke ord kan du sætte på dem som hold?
- Jeg synes de har en rigtig spændende offensiv med mange individuelt dygtige spillere som kan gøre en forskel for dem. De virker derudover til at have et godt kollektiv, som jeg tror kommer til at bære dem langt i de kampe, der bliver tætte.