Hobro-chef: "Jeg synes vi burde have vundet meget større"
Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Jakob Hjorth fra Hobro IK.
I hentede søndag en flot sejr på hjemmebane mod Randers Freja og ligger dermed på en delt førsteplads, er du overrasket over jeres flotte sæsonstart?
- Ud over premieren, hvor vi var dårlige synes jeg vi har spillet fire rigtig gode kampe, så ud fra de præstationer og præstationerne i træningskampene er jeg ikke overrasket. Selvom vi godt ved at alle kommer til at slå alle i den her pulje og at det bliver utroligt tæt. Derfor koncentrerer vi os ikke så meget om stillingen, men tager som altid en kamp ad gangen og går efter at vinde den.
Hvordan vil du beskrive kampens forløb og var du tilfreds med det I viste i kampen?
- Vi var i kontrol stort set fra start til slut. I går synes jeg, at det var første kamp, hvor vi på individuelt plan også begyndte at steppe op og vise den kvalitet som vi ved vi har. Vi spiller generelt en rigtig flot kamp både med og uden bold. Hvis vi kan ramme bare nogenlunde det niveau hver gang ser det rigtig godt ud.
Føler du kampens resultat afspejler et retvisende resultat?
- Nej. Jeg synes vi burde have vundet meget større! Men igen er det positivt, hvor mange chancer vi spiller os frem til, men knap så positivt, hvor mange store chancer vi skal bruge for at score. Men vigtigst af alt får vi tre point og så arbejder vi videre med alle de små detaljer for at stå endnu skarpere til næste kamp.