Billede beskrivelse

Hjertet i Hirtshals Boldklub slår takket være frivillige ildsjæle

22. november 2025 kl. 08.30

Frivillige er rygraden i Hirtshals Boldklub, og uden dem ville klubben ganske enkelt ikke eksistere. Derfor sætter vi Spotlight på Kim Guldborg Bærentsen og Maja Holm Schlie, der fortæller om indsatsen, udfordringerne og betydningen af frivillige – og hvordan struktureret rekruttering kan sikre klubbens fortsatte trivsel og udvikling.

Engagerede frivillige er helt afgørende for klubbens liv og sammenhold. 

– Vores frivillige bidrager med deres tid, energi og viden, som gør det muligt at lave aktiviteter og arrangementer, der skaber fællesskab og trivsel for både medlemmer og klub, fortæller Kim Guldborg Bærentsen. 

– Uden de frivillige ville klubben ganske enkelt ikke kunne eksistere – de er fundamentet i Hirtshals Boldklub, tilføjer Maja Holm Schlie.

Billede beskrivelse

Manglen på frivillige har historisk været vanskelig at håndtere. 

– Opgaverne i klubben har aldrig været beskrevet eller systematiseret, og derfor har det ikke været tydeligt for andre, hvad vi har brug for hjælp til, forklarer de. 

– Samtidig har vi været for dårlige til at række ud og bede om hjælp, hvilket gør rekruttering svært, men vi arbejder nu med DBU på at skabe struktur og synlighed omkring opgaverne, tilføjer de.

Uden nok frivillige påvirkes kvaliteten i træning og kampe. 

– Kvaliteten i vores træning er noget, vi ikke vil gå på kompromis med. Derfor har vi investeret i en børneudviklingstræner, der samarbejder med AaB og implementerer AaB Better Coaching, så trænerne kan bruge deres tid bedst muligt, fortæller Kim. 

Billede beskrivelse

– Resultaterne ses hele vejen rundt i klubben: Seniorholdene oplever oprykninger, hvilket afspejler kvaliteten og engagementet, men det kan være opslidende for de nuværende frivillige, som ofte mangler et pusterum, tilføjer Maja.

De konkrete opgaver, der mangler hjælp til, spænder bredt. 

– Vi har behov for hjælp i bestyrelsen, til stort set alle udvalg og specifikt til vagter i Tyrsbix, fx under Serie 1 hjemmekampe, fortæller de. Samtidig arbejdes der målrettet på et godt frivilligmiljø. 

Billede beskrivelse

– Vi anerkender og synliggør de frivilliges arbejde med tak, sociale arrangementer og oplevelser, der gør, at de ser, at deres indsats gør en forskel, fortæller Kim. – For mange er det at se ungdomsspillere få oplevelser som træningslejre eller ture en stor belønning, tilføjer Maja.

Samarbejdet med DBU har allerede skabt konkrete forbedringer. 

– Vi har fået udarbejdet et organisationsdiagram med nye udvalg, opgaver og estimater over timer, ligesom vi har lavet et årshjul og tydeliggjort ansvarsfordelinger, forklarer de. 

– Medlemmerne kan visuelt se vores arbejde, og selvom ændringerne træder i kraft først næste år, er det noget vi allerede italesætter internt, siger Maja.

Uden succes i rekrutteringen risikerer klubben udfordringer. 

– Hvis vi ikke får flere bestyrelsesmedlemmer, har den nuværende bestyrelse ikke ønsker om at fortsætte. Vi har fuldtidsarbejde, familie og bruger allerede 15–20 timer om ugen på bestyrelsesarbejde – og det kan vi ikke blive ved med, fortæller Kim.

Billede beskrivelse

De opfordrer derfor lokalsamfundet til at tage skridtet: 

– Bliv frivillig i Hirtshals Boldklub og gør en forskel! Du bliver del af et stærkt socialt fællesskab, samtidig med at du bidrager til klubbens trivsel og udvikling, og man behøver ikke kendskab til fodbold – Maja har fx aldrig spillet, tilføjer de.

Frivillige udgør hjertet i Hirtshals Boldklub, og deres engagement skaber både fællesskab, kvalitet og udvikling. Med ny struktur, tydelige opgaver og målrettet indsats håber klubben at sikre fremtidens frivillige og fortsat styrke klubbens fundament.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste