Billede beskrivelse

Hjemmebanen står som en fæstning

11. september 2025 kl. 07.30

Aalborg KFUM viste offensiv styrke og masser af chancer, da holdet vandt 4-2 over Nørresundby fB. Derfor sætter vi Spotlight på en sprudlende indsats, hjemmebanefordel og ambitionen om at fastholde momentum i Serie 2.

Jesper Høgh lagde ikke skjul på, at præstationen var dominerende. – Vi var fuldstændig overlegne i kampen mod NFB. Vi skabte virkelig mange chancer i begge halvlege og burde have vundet endnu større, fortæller han. KFUM lukkede flot af i defensiven, og kun et straffespark i første halvleg samt en sen reducering gav gæsterne mål. – De fik et straffe i første halvleg, ellers havde de ikke fået en eneste chance i den halvdel. De har faktisk nogle gode spillere centralt på midtbanen, hvor vi også må sige, at vi blev flot matchet, og det blev en åben kamp. Men vores offensiv var virkelig sprudlende, og de fire forreste lavede en utrolig flot kamp!

Sejren betyder, at KFUM fortsat er med helt fremme i tabellen, og det giver selvtillid. – Vi er gode, men er også i en periode, hvor vi har meget stolpe ud, så det er virkelig flot, at vi har scoret så mange mål og har fået vores defensiv til at spille. Vi skal have sat flere sejre sammen, før vi er helt tilfredse, men selvtilliden er i top, og vi ved, hvor dygtige vi er, siger Høgh.

Kampfakta:

Kamp: Aalborg KFUM – Nørresundby fB
Serie & Kreds: Serie 2 Kreds 13
Resultat: 4-2

På hjemmebane har holdet været urørlige i 2025. – Vi har ikke tabt på hjemmebane i hele 2025, så det er bare ikke nemt at komme på besøg ude på centercourt! siger træneren. Til gengæld er alle tre udekampe endt med nederlag, men der er forklaringer. – Mod NUBI havde vi otte mand til Skanderborg, hvor Nubi ikke ønskede at flytte kampen, så vi spillede med et helt nyt hold, og vi havde seks-syv spillere med under 19 år. Ude mod Nordens Paris fik vores målmand et rødt kort på grund af rugby-streger på banen, så han kom til at samle bolden op for langt ude. Ude hos Hals må vi kreditere et hårdtarbejdende hold! Så det lægger jeg ikke så meget i, forklarer Høgh.

Alligevel ser han optimistisk på de kommende udekampe. – Efter kampen ude mod Hals, hvor vi spillede godt, er jeg ikke så bekymret for de udekampe, vi har fremadrettet, siger han.

Med hjemmebanen som en fæstning, en offensiv i topform og en voksende tro på, at udebaneresultaterne nok skal komme, står Aalborg KFUM godt rustet til resten af efterårssæsonen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste