Hjemmebanefordel og indstilling afgørende mod Hornbæk SF
Interview med Nikolaj Dorff fra IF Skjold Sæby før kampen mod Hornbæk SF.
I møder Hornbæk SF, der kommer med en imponerende 4-0 sejr over Gug B. Hvilken type kamp forventer du mod dem?
- Det bliver en rigtig svær kamp, hvor ærmerne endnu engang skal smøges op, og hvor indstillingen er et must. Hornbæk er et dygtigt hold, med en rigtig god offensiv.
Hvordan planlægger I at udnytte hjemmebanefordelen og sikre et godt resultat mod Hornbæk SF?
- Vi går til kampen med en tro på egne evner. Her har vi fokus på de ting som vi er gode til samt de ting som vi selv kan forbedre i forhold til den enkelte samt holdet. Vi har et ønske om at udvikle os sammen - og så måler vi os efterfølgende på det. Vi forsøger altid at holde mest muligt fokus på egen præstation, da det er det eneste vi kan påvirke. Vores succes måles på præstationer først - og resultatet efterfølgende. Her er holdets og spillernes opgave at følge planen og træffe valg sammen, ud fra de principper som vi har trænet og opstillet. Dette er en langsigtet plan som vi hele tiden arbejder med.
Hornbæk SF har vist stærk form i deres seneste kamp – hvordan påvirker det jeres forberedelser og strategi?
- Det påvirker ikke vores forberedelser eller strategi på nogen speciel måde. Vi har naturligvis forberedt os og tjekket op på Hornbæks styrker og svagheder, ligesom vi gør til alle opgaver. Her har Hornbæk især nogle store offensive profiler som vi skal have styr på for at kunne få succes. Samtidig skal vi selv have bid og kvalitet i offensiven, hvor vi skal spille med større mod end de seneste par kampe.