Historisk oprykning til Serie 1 – Nordens Paris skriver klubhistorie
Der var masser af drama, jubel og lokale følelser i spil, da Onsdagstræneren denne uge tog temperaturen på de nordjyske playoff-kampe. Blandt de helt store historier var Nordens Paris FC, der for første gang i klubbens historie har sikret sig oprykning til Serie 1.
Lyt til episoden af Onsdagstræneren her:
Klubbens træner og formand, Jonas Nørgaard, gæstede studiet og fortalte om rejsen fra Serie 5 til Serie 1 – en bedrift, der kun er lykkedes gennem stærkt fællesskab og troen på projektet.
- Vi satte os ikke som mål at rykke op – men vi kæmpede alt, hvad vi kunne. Det er tredje gang, jeg har prøvet at rykke op som træner, og denne gang lykkedes det. Det betyder alt for klubben, fortæller Jonas Nørgaard.
Han deler også en humoristisk anekdote om tre energidrikke, som hans kæreste købte inden playoff – én for hver kamp, de skulle vinde.
- Da jeg nåede til den sidste dåse, vidste jeg bare, at vi ville klare den, griner Nørgaard.
I den anden ende af følelsesskalaen finder vi Bælum IF, hvor cheftræner Danny Jensen fortæller om en ubesejret sæson, der alligevel endte med playoff-nederlag. Trods 20 kampe uden et eneste nederlag måtte Bælum se oprykningen glippe efter et 2-1-nederlag i Farsø.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, men sådan er fodbold. Vi tager det med godt humør – og så skal vi nok komme stærkt igen, siger Jensen.
Studieværterne Jeppe og Oliver Jessen runder afsnittet af med at gennemgå resultaterne fra hele regionen og pege på holdene, man skal holde øje med i foråret – blandt andet Skovsgård, Aalborg KFM og Løgstør, der alle ser stærke ud.