Hirtshals jagter mere efter otte point i fire kampe
For Hirtshals Boldklub i Serie 1 Kreds 6 har trænerskiftet ikke sat en stopper for pointhøsten, og derfor sætter vi Spotlight på Jesper Therkelsen, der fortsat er ubesejret efter sine første fire kampe i spidsen for holdet. Med otte point på kontoen, hård konkurrence om pladserne og en vigtig periode foran sig, er optimismen til at få øje på i Hirtshals.
Fredag aften gik turen til Nordens Paris, hvor Hirtshals skulle forsøge at hente tre vigtige point på udebane. Opgaven blev løst, men ikke uden udfordringer undervejs.
– Det var et MUST for os, at vi skulle kunne tage derfra med 3 point, og det lykkedes vi med, fortæller Jesper Therkelsen.
Selvom sejren kom i hus, var træneren ikke tilfreds med alt, hvad han så i kampens første halvleg.
– Vi spiller lidt for afslappet og langsomt i første halvleg, hvor kolonihavestemningen og lugten af grillpølser fik os til at tage for let på opgaven. I hvert fald går vi til pause med 2-2, siger han.
Efter pausen fik gæsterne dog justeret tingene og sat sig mere solidt på opgøret.
– I anden halvleg bliver det heldigvis en smule bedre, og vi får scoret yderligere to mål, samtidig med at vi afholder Nordens Paris fra at få scoret, konstaterer Jesper Therkelsen.
Træneren hæfter sig samtidig ved en tendens, der er gået igen i de seneste kampe.
– Vi kan igen konstatere, at vi er bedst i de sidste 45 minutter, hvor vi har mest at give af, siger han.
Efter fire kampe som cheftræner er Hirtshals fortsat ubesejret, og de otte point giver tro på mere.
– Nu har vi spillet fire kampe, siden jeg tog over, og vi er stadig ubesejret og har taget otte point. Faktisk vil jeg mene, at vi som minimum kunne have taget to point mere, fortæller Jesper Therkelsen.
En af de ting, der har imponeret ham mest, er bredden i spillertruppen.
– Jeg er indtil videre imponeret over, hvor mange spillere vi har i klubben, som har niveau til at spille Serie 1. Der er konkurrence om pladserne, og jeg står med lidt af et luksusproblem, når holdet skal sættes, siger han.
Samtidig oplever han, at de etablerede profiler bliver presset af unge spillere, som byder sig til.
– De etablerede spillere på holdet er utroligt ærekære om deres plads, og samtidig står der nogle dygtige unge spillere og presser sig på. I Nordens Paris så vi blandt andet et godt indhop af Oscar Vestergaard, mens Lukas Thorhauge leverede en fremragende indsats, fortæller Jesper Therkelsen.
Nu venter endnu en stor udfordring, når SSB/GIF kommer på besøg.
– Ligesom mod Brønderslev må vi påtage os rollen som underdogs, og der skal vi spille op til vores bedste for at få noget med os. De kommer med stor selvtillid og kan med en sejr udfordre Brønderslev i toppen af rækken, siger han.
Trods den intense afslutning på sæsonen er stemningen i Hirtshals fortsat stærk. Konkurrencen om pladserne er skærpet, de unge banker på døren, og med en ubesejret