Henning Pedersen roser motivationen hos Jetsmark-truppen
Forberedelserne til forårssæsonen i Jyllandsserien er godt i gang, og derfor sætter vi Spotlight på Henning Pedersen, træner i Jetsmark IF, hvor en stor og motiveret trup har sat et positivt præg på vinterens opstart frem mod kampene i Jyllandsserien 2.3.
Trods vinterens udfordringer med kulde og svære baneforhold har klubben haft gode muligheder for at holde gang i arbejdet.
– Vi har haft gode betingelser i vores opstart trods den hårde vinter, fortæller Henning Pedersen.
På træningsbanen har fremmødet været markant og vidner om en trup med stor lyst til at arbejde.
– Vi har fremragende fremmøde til vores træninger, næsten 100 procent fra vores A-trup på 18 spillere. Spillerne er topmotiverede, så det har været en god opstart, hvor vi er mellem 45 og 50 spillere til træningerne, siger Jetsmark-træneren.
Vinterpausen har også budt på enkelte ændringer i spillertruppen.
– Vi har sagt farvel til to spillere fra vores startopstilling, men vi har også fået tilgang af to tidligere Jetsmark-spillere, så det ser ok ud, fortæller Henning Pedersen.
I træningskampene har fokus været på at give mange spillere chancen for at vise sig frem.
– Vi har i vores træningskampe givet spilletid til rigtig mange spillere, så svarene har været, at mange virkelig vil det, og det er positivt, siger han.
Når Henning Pedersen ser på opstarten som helhed, er han især tilfreds med spillernes tilgang til arbejdet.
– Jeg er meget tilfreds med spillernes indstilling, selv om der stadig er masser at arbejde med inden turneringsstart, siger Jetsmark-træneren.
Jetsmark IF går dermed foråret i møde med en bred trup, høj motivation og en opstart, der har givet mange spillere mulighed for at byde sig til. De kommende uger skal nu bruges på at få de sidste detaljer på plads, inden turneringen for alvor går i gang.