Heidi Seerup: - Vi skal være kyniske og effektive foran mål
Interview med Heidi Seerup fra SMIFF09 før playofffinalen mod Vorup FB IK
Hvordan har I formået at kæmpe jer tilbage efter en svær start på sæsonen?
- Vi har i denne sæson fået implementeret vores ældste U19-hold i seniorafdelingen – i starten mest af nød på grund af skader, men det har vist sig at være en kæmpe gevinst. Ikke kun på banen, hvor det har givet ny energi og dynamik, men også socialt, hvor det har styrket sammenholdet på tværs af holdene. Der har selvfølgelig været en indkøringsperiode, som har krævet tid og tålmodighed, men nu begynder det virkelig at bære frugt. Forhåbentlig kan vi næste sæson fortsætte med et Serie 3-hold ud over vores to Serie 4- og to Serie 5-hold.
Var du ude at se Vorup FBs semifinalekamp, og hvad tog du med dig fra deres spil?
- Ja, jeg var ude at se dem, og det er helt klart et stærkt hold – især offensivt, hvor de er meget farlige. Dog har jeg en fornemmelse af, at de vil stille med et anderledes hold på lørdag, da de har adgang til spillere fra højere rangerede hold, som ikke nødvendigvis er låst. Det gør det svært at forudsige, hvordan de kommer til at spille, så vores fokus bliver i høj grad på vores eget spil og på at levere en helstøbt præstation.
Tror du på, at I kan tage sejren og sikre jer endnu en sæson i Serie 3 efter sommerpausen?
- Ja, helt klart. Vi tror på os selv og på det fundament, vi har bygget op over forårssæsonen – hvor vi har haft en stærk udvikling. Vi ved, hvad vi kan, og når vi rammer vores niveau, er vi rigtig gode.
Hvordan vil I gribe kampen an for at sikre jer det nødvendige resultat på hjemmebane?
- Det handler om at finde balancen – vi skal stå kompakt defensivt, men samtidig være hurtige og direkte i vores opspil. Effektivitet foran mål og kynisme i begge ender bliver altafgørende. Det gælder om at udnytte de chancer, vi får, og undgå unødige fejl i den anden ende. Vi er klar og vi glæder os.