Billede beskrivelse

Hattrickhelt fik kampen til at gå op i en højere enhed

24. september 2025 kl. 16.02

Ulsted B hentede sæsonens anden sejr, da de på udebane besejrede Dronninglund IF med hele 5-1. Et resultat, der både viste holdets offensive styrke og gav plads til en hattrick-helt. Derfor sætter vi Spotlight på Ulsted B og træner Kasper Jakobssons reaktion på triumfen.

– De første 10 minutter er det en lige kamp, men derefter styrer vi kampen, og man kunne godt se, at vi er gode på bolden. Spillet flød i dag, og vi ville vinde.

Sejren kom i overlegen stil, og for Jakobsson var forskellen endnu større end cifrene viste. – Ja, jeg følte faktisk, vi var mere end fire mål bedre. Vi skaber utrolig mange chancer i kampen, og det gør vi, fordi vi vil angribe hele tiden.

Netop den indstilling blev nøglen til en helstøbt præstation. – Spillet med bolden fra målmand og hele vejen op fungerede. Vi var gode til at holde bolden i gang og finde plads imellem deres kæder. Vi fik skabt en masse overtal i midten, og sidst men ikke mindst løb vi for hinanden i kampen.

Kampfakta:

Kamp: Dronninglund IF – Ulsted B
Serie & Kreds: Serie 3 Kreds 25
Resultat: 1-5

Alligevel har sæsonen budt på store udsving. – Hvis vi møder hold, der vil spille med os og angribe, så er vi gode. Men når vi møder hold, der afventer og ikke vil angribe højt, så har vi en tendens til at spille for direkte, og så går det galt.

En af hovedpersonerne mod Dronninglund blev Mark Rosenkrantz, der scorede hattrick. – Jeg har bare ventet på den dreng. Han fik den kamp, hvor det gik op i en højere enhed for ham, og det har han virkelig fortjent. Han har så meget i sig og kan så meget med bolden, så det var skønt for ham.

Sejren kan vise sig vigtig i bundstriden, men Kasper Jakobsson ser det større perspektiv. – Vi har spillet god fodbold de sidste fem kampe, men bare ikke vundet. Nu vinder vi, så vi skal bare blive ved med det, vi gør. Jeg går ikke op i, om vi bliver i Serie 3 eller ej. Jeg går op i, om vi udvikler os i spillet med bolden, og at vi får ind i hovederne, at vi skal angribe hele tiden. Det må ikke blive resultaterne, der vægter højest, men at vi spiller sjov fodbold, hvor man angriber hele tiden.

Med en klar offensiv filosofi og en hattrick-helt i front kan Ulsted B blive et hold, der både underholder og overrasker i sæsonens slutfase.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste