Billede beskrivelse

Harken UGF overrasker med sejr mod topholdet ØVI

02. maj 2024 kl. 15.31

Interview med Tobias Halskov fra Harken UGF efter kampen mod ØVI.

Hvordan føles det at have deltaget i kampen mod ØVI, hvor I vandt mod rækkens daværende tophold med 3-2?

- Det var selvfølgelig en fed kamp at være med i, når vi tog de 3 point til sidst. Det var generelt en god kamp, med et højt niveau fra begge hold. Østervrå er et stærkt spillende hold, og på en anden dag kunne de sagtens have endt som vindere, men denne gang var det altså os der kendte vores besøgelsestid bedst.

Hvad var Harken UGF's styrker og svagheder i kampen mod ØVI?

- Det er vores bedste defensive kamp i sæsonen. Vi lykkes med at holde Østervrå fra de helt åbne chancer, på trods af deres spilovertag, så vores mellem- og lave blok var rigtig godt sat op til den her kamp. Vi gik ind til kampen med et mere direkte udtryk i vores eget spil med bolden, og det fik vi udnyttet mod Østervrås bagkæde. Og så er vi bare gode til at blive inde i vores kampe uanset om vi er bagud eller presset i bund. Vi kommer altid tilbage. Så stor ros til drengene for at blive ved og ved. Når det er sagt, så har Østervrå til tider alt for meget dominans og kontrol med kampen, men med de skader vi har for tiden, så må vi revurdere vores udtryk fra kamp til kamp alt efter hvem vi har med, så i denne kamp, var det et vilkår vi måtte acceptere.

Hvordan påvirker resultatet med 4 hold samlet i toppen med blot 1 point mellem sig jeres hold?

- Vi kigger ikke så meget på toppen eller tabellen i det hele taget. Det skal være sjovt at spille fodbold og det er det lige for tiden i Harken, og rækken virker til at være rigtig god matching for de fleste hold, så det er jo bare rigtig fedt med sådan en række, hvor kampene er så tætte.

Er der specifikke områder, som I vil fokusere på at forbedre frem mod de kommende kampe?

- At få trænet og få folk tilbage fra skader. Førstnævnte bliver nok væsentligt nemmere end sidstnævnte.

Kampfakta:

Kamp: Harken UGF - ØVI
Serie & Pulje: Serie 3 Kreds 24
Resultat: Harken UGF 3 - 2 ØVI

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste