Hanne har været træner i 50 år: - Så let slipper de ikke

I år er det 50 år siden, at Hanne som bare 14-årig fik sit første hold at træne i Frederikshavn fI. Dengang så fodbolden noget anderledes ud - især hvis man var pige.

- Piger skulle helst lege med dukker måske. Men vi spillede fodbold, fortæller Hanne Risom.

Hun begyndte selv at spille som niårig, og fordi der dengang ikke var ret mange piger, gik der ikke længe, før hun blev rykket op på seniorholdet.

Siden har fodbolden været en fast del af livet. Som spiller, træner, bestyrelsesmedlem, ungdomsudvalgsformand og frivillig. Men spørger man Hanne selv, er det ikke mødelokalerne eller papirarbejdet, der har holdt hende i gang i et halvt århundrede.

- Det er herude på banen, jeg synes, det er sjovest at være. Det er det, jeg brænder for. Det er det, jeg får energi af, siger hun.

Fra skolebaner til kæmpe anlæg

Da Hanne begyndte som træner, var der ikke de samme faciliteter, som FfI har i dag. Pigeholdene måtte i starten træne ude på skolerne, fordi der ganske enkelt ikke var plads til dem på stadion.

- Til start blev vi sat ud på skolerne. Så kom vi tilbage som seniorer og trænede på stadion. Og så fik vi det her fantastiske kæmpe anlæg, vi har nu, fortæller hun.

I dag træner Hanne stadig de mindste to gange om ugen. Én gang om ugen har hun også fat i de helt små fra halvandet til tre år, hvor det hele handler om boldleg.

For Hanne er det vigtigt, at fodbolden starter med glæde.

- Man skal blive ved med at synes, det er sjovt. Hvis det bliver en sur pligt, så bliver det trælst, siger hun.

Og selv om der er masser af leg, er der også styr på tropperne.

- Jeg er meget bestemt, siger hun med et smil.

Det er måske også nødvendigt, når man står med en hel flok små fodboldspillere, der både skal lære at sparke til bolden, høre efter og finde ud af, hvordan man er en del af et hold.

For Hanne handler trænergerningen nemlig ikke kun om at udvikle fodboldspillere. Det handler om at give børnene et fundament.

- Det er det her med at bygge det op. At lære at være, komme videre og få et godt grundlag for kammeratskab og sammenhold, siger hun.

Når de gamle spillere kommer tilbage med deres egne børn

Efter 50 år i klubben har Hanne efterhånden trænet flere generationer.

Nogle af dem, hun havde som små spillere, er siden kommet hele vejen op på førsteholdet. Og i dag kommer de gamle spillere kommer tilbage med deres egne børn.

- Man lærer børn at have nogle rødder et sted, hvor man hører til og holder sammen. Her kan man samle på venner og finde fællesskab, fordi det er så vigtigt at høre til et eller andet, siger hun.

Hun ved også selv, hvad et klubfællesskab kan betyde. Hun mødes stadig med nogle af de kvinder, hun selv spillede sammen med for “100 år og en madpakke siden”, som hun formulerer det.

Cup No. 1

Hannes frivillige indsats stopper heller ikke ved træningsbanen. Hun er også med omkring Cup No. 1, hvor hun hjælper i madsalen med specialmad og allergimad.

Lønnen er nul kroner, men belønningen er langt bedre.

- De der små hår, der rejser sig, når de kommer ind i salen og klapper om fredagen. De har vundet en pokal og en medalje. Det er det fede. Det driver værket, siger hun.

200 kampe for førsteholdet

Hanne har også selv haft store oplevelser med fodbolden. Hun nåede 200 kampe som spiller, og den sidste kamp på førsteholdet før fødslen af hendes datter står stadig tydeligt i hukommelsen.

- Trøjen strammede så meget, at nu ville de ikke spille med mig mere. Der havde jeg spillet min kamp nummer 200, fortæller hun.

Hun har også været i Brasilien og spille fodbold, og selv om kvindefodbolden måske var anderledes dengang, var det bestemt ikke kun for hyggens skyld.

- Det var seriøst. Jeg har så svært ved at spille for sjov, siger hun.

“Så nemt slipper de ikke”

Efter 50 år som træner kunne man måske forestille sig, at Hanne snart ville læne sig tilbage og overlade fløjten til andre. Men nej, det kan FfI godt glemme.

- Det var der nogen, der troede. Nej, så nemt slipper de ikke, siger hun.

Så længe kroppen kan være med, har Hanne tænkt sig at fortsætte.

- Jeg håber, jeg kan få lov rent fysisk at blive ved mange år endnu. Hvis jeg holder mig i gang, så ruster jeg vel ikke helt, griner hun.