Seneste nyt
Billede beskrivelse

Hele Hjørring holder vejret: Lokalbrag venter i Playoff-finalen

26. juni 2026 kl. 10.27
Opdateret kl. 14.00

En overbevisende 5-1-sejr sendte Hjørring AIK Frem videre til playoff-finalen, hvor et intenst lokalopgør mod Hjørring IF nu venter med en plads på spil. 

Holdet kommer ind til opgøret med stigende selvtillid, en stærk offensiv og stor kontinuitet i truppen. Derfor sætter vi Spotlight på træner Ziad Saliba og forventningerne til den afgørende finale.

Hjørring AIK Frem leverede en stærk præstation i playoff-semifinalen, hvor Tårs/Ugilt IF blev besejret med hele 5-1. Selvom cifrene var overbevisende, understreger Ziad Saliba, at modstanderen stadig bød på udfordringer.

- Ja, det synes jeg, vi var. Tårs var ramt af en del afbud til kampen, men de kæmpede bravt kampen igennem og gav os en del problemer i nogle dele af kampen, fortæller han.

Han glæder sig samtidig over den måde, hans eget hold greb kampen an på.

- Vi spiller en god og solid kamp, hvor vi dominerer kampen fra første fløjt. Der kommer nogle uprovokerede fejl som vi skal rette op på, men ellers en god og solid kamp, siger han.

Semifinalen har samtidig givet holdet endnu mere tro på egne evner inden den afgørende finale.

- Vi er begyndt at score mange mål, som vi tidligere har haft svært ved at putte den i nettet. Vi har en god tro på egne evner, samt har vi været heldige med at det er mange af de samme spillere vi har med næsten hver gang, forklarer Ziad Saliba.

Nu venter et vaskeægte lokalbrag mod Hjørring IF, hvor han forventer en tæt og intens kamp mellem to mandskaber, der vil gå hele vejen for sejren.

- Jeg forventer en hård og spændende kamp med 2 hold, der vil gøre alt hvad de kan for at vinde. En kamp hvor fokus, koncentration og mod kommer til at være afgørende om hvem der kommer sejrrigt ud af kampen, lyder vurderingen.

At der både er tale om en playoff-finale og et traditionsrigt lokalopgør tilfører ifølge træneren en ekstra dimension til kampen.

- Det er et kæmpe lokalopgør i Hjørring og det har det været i årtier nu, derfor gør det denne kamp mere interessant og seværdig for tilskuerne. Det giver os en ekstra gnist og tænding at det er Hjørring IF vi skal møde, fortæller han.

Trods den flotte semifinale og hjemmebanefordelen ser han ingen klar favorit.

- Jeg ser ikke nogen hold som favoritter til kampen. Det bliver en meget lige kamp hvor det er de små marginaler og det hold som er konsekvente i begge ender som vinder kampen, konstaterer Ziad Saliba.

Nu er scenen sat til endnu et kapitel i det traditionsrige lokalopgør, hvor både æren og en plads videre står på spil. Små detaljer kan blive afgørende, når Hjørring AIK Frem og Hjørring IF tørner sammen i playoff-finalen.

Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste