Billede beskrivelse

Hårdt arbejde og stålfast defensiv gav bonus for Fjerritslev

03. juli 2025 kl. 07.00

Interview med Allan Kristensen fra Fjerritslev IF.

Fjerritslev IF gik ind til sæsonen i Serie 4 som klare favoritter til oprykning – og de indfriede forventningerne med en solid præstation og en tydelig plan. Allan Kristensen, der har fulgt holdet tæt, ser tilbage på en sæson, hvor både ny træner, unge spillere og ny spillemåde blev forenet i en vindende opskrift.

– På papiret var vi favoritter, og det var også vores målsætning trods en række forandringer på holdet med ny træner, unge kræfter og en ny spillestil, fortæller Allan.

Niveauet i puljen har været højt, forklarer han, med flere stærke konkurrenter, der har presset Fjerritslev til at levere deres bedste.

– Vi har stået over for nogle formstærke hold som Thorup Klim med deres offensive profil, Brovst der er rutinerede, og ikke mindst Moseby, som var fysisk stærke med profiler som Tommy Fabricius og Mathias Iv, siger Allan.

Fjerritslevs egen styrke har især ligget i en solid defensiv og tålmodighed i spillet, som har gjort det svært for modstanderne at score.

– Vores præstationer har været kendetegnet ved en spillestil, hvor det er svært at lave mål mod os, samtidig med at vi har været tålmodige og arbejdet struktureret med bolden.

Undervejs i sæsonen har enkelte profiler gjort en særlig forskel, fremhæver han.

– Vi fik Christian Hjortshøj ud af målet, og det har styrket vores offensiv markant. Samtidig er Mike Hermansen kommet tilbage og har givet et stort løft til vores defensiv, afslutter Allan.

Med en veloverstået oprykningssæson kan Fjerritslev nu se frem mod nye udfordringer med en holdbar og sammenspillet trup.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste