Billede beskrivelse

Gø & Gokke står for pølserne i Østervrå

15. december 2025 kl. 13.02

Når Østervrå IF spiller hjemme, er det ikke kun på banen, der leveres.
Ved grillen står to faste skikkelser, som nu også er havnet i søgelyset ved Seriesport Awards 2025: Palle Thomsen og Brian Mathiasen.

At de er blevet nomineret, kom lidt bag på dem – men glæden er ikke til at tage fejl af.

- Den havde vi ikke set komme, men vi er da stolte over, at der er nogen, der vil give os et klap på skulderen, lyder det fra makkerparret med et grin.

En klub, der sidder på rygraden

Østervrå IF – eller ØVI – er ikke bare en tilfældig klub for Palle og Brian.
Det er dér, de har spillet, trænet andre og været holdledere gennem årene.

- Vi har begge to spillet fodbold i Østervrå og været trænere og holdledere, især holdledere i mange år, så Østervrå IF betyder meget for os, og det er i denne klub, vi vil hjælpe til i, fortæller de.

Loyaliteten er ikke til at tage fejl af: Det er ØVI, der har deres hjerte.

100 timer, indkøb – og altid klar ved grillen

Tilsammen lægger de omkring 100 frivillige timer om året i klubben.
Og det er langt fra kun pølserne, de holder styr på.

- Vi står også for indkøb af drikkevarer til klubhuset, fortæller de – og tilføjer, at de også gerne hjælper ØVI’s Venner, når der mangler folk til grillen.

Det er sådan nogen som dem, der gør, at tingene bare fungerer på en kampdag – uden at alle nødvendigvis tænker over, hvor meget arbejde der ligger bag.

Det startede med et enkelt spørgsmål

Tilbage i 2018 tog den daværende fodboldbestyrelse fat i dem med en enkel forespørgsel:
Kunne de have lyst til at grille pølser til førsteholdets hjemmekampe?

- Vi takkede ja, og siden greb det om sig, siger de.

Siden da er det blevet til grillvagter både middag, aften – og nat, som de selv formulerer det.

Grillen blev samlingspunktet, og Palle og Brian blev en naturlig del af kampoplevelsen i Østervrå.

En fest ved grillen – og flere navne end de fleste

Hvis man spørger dem, hvad der gør det sjovt at blive ved, kommer svaret hurtigt: stemningen.

- Udehold og deres fans og hjemmeholdet og deres fans kan ikke modstå duften af grillede pølser, så vi har en fest ved grillen, fortæller de.

Fest er der også i øgenavnene, som tiden ved grillen har kastet af sig:
Øb & Bøv, Gø & Gokke, Morten og Peter – kært barn har som bekendt mange navne, og de tager det hele med et smil.

Synes du, det er Palle og Brian, der fortjener at løbe med sejren? Herunder kan du stemme på din favorit til sæsonens frivillige.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste