Billede beskrivelse

Gasberg kræver fuld koncentration og offensiv beslutsomhed

19. september 2025 kl. 08.02

Nordjysk lokalstolthed og vigtige point er på spil, når Aalborg Freja gæster Nørresundby fB i Danmarksserien. Begge hold jagter et rygstød i tabellen, og kampen kan få stor betydning for, hvem der får overtaget i den tætte bundstrid. Derfor sætter vi Spotlight på et opgør, hvor intensitet, kynisme og effektivitet foran mål kan blive udslagsgivende.

Målmand Simon Gasberg lægger ikke skjul på, at Freja går ind til lokalbraget med en offensiv tilgang. – Vi vil angribe kampen, vi skal ud og have en sejr for at spille os op af point med Nørresundby. Det er klart, at vi vil have stor respekt for deres kvaliteter, men forsøge skabe de dårligste betingelser for at de kan sætte deres offensive kræfter i scene.

Efter oprykningen har målene været svære at finde, men Gasberg ser klare fremskridt. – Det er sandt, vi bøvler lidt med at sparke bolden i kassen. Men vi vil omvendt sige, at de seneste to kampe har vi skabt masser af chancer. Så vi satser på, at der for alvor kommer hul på bylden mod NFB.

Kampfakta:

Kamp: Nørresundby fB – Aalborg Freja
Serie & Kreds: Danmarksserien Kreds 4
Kamptidspunkt: 20. september kl. 13.30

På træningsbanen er der arbejdet målrettet med den offensive del. – Det er klart, at vi er meget tilfredse med defensive struktur. Så fokus har været mest på den offensive del af spillet i de seneste uger. Vi har lidt løsninger i baghånden, men i bund og grund handler det om at have følelsen af at kunne sparke bolden i kassen, når chancen opstår. Vi ved, at det er begrænset, hvor mange chancer vi får i hver kamp – så vi skal være skarpere, når de byder sig.

Kampen mod Nørresundby kan blive afgørende for pointfordelingen i bunden. – Som beskrevet ovenfor så vil vi angribe kampen. Et nederlag for NFB vil betyde, at de for alvor begynder at blande sig i den mindre sjove ende. Vi kan håbe, det fylder lidt hos dem, inden kampen fløjtes op.

Gasberg vurderer styrkeforholdet i lokalopgøret. – Helt ærligt, så ser jeg det som en 50/50 kamp. Havde du spurgt mig for tre måneder siden, havde svaret været anderledes, men vi ved, at NFB har mistet flere offensive profiler – og det håber vi kan være til vores fordel.

En sejr kan samtidig give tro på en stabil tilværelse i Danmarksserien. – Det er klart, at sejre giver selvtillid, og kigger man på tabellen, så er det ingen hemmelighed, at det er en usandsynlig vigtig kamp. Med en sejr øjner vi både muligheden for at hente NFB og Fuglebakken, som vi har indenfor de næste tre kampe, og det er klart, at vi arbejder på at skrabe så mange point sammen så tidligt som muligt.

Aalborg Freja har bolden på egen banehalvdel, når det handler om at få hul på scoringsbylden. Lokalbraget kan blive skelsættende for troen på, at holdet kan bide sig fast i rækken.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste