Gade: Spillerne skal vågne op før kampen mod Skjold Sæby
Interview med Simon Gade fra Hornbæk SF efter kampen mod Gug
Hvordan vurderede du kampen, hvor I kom foran 2-0 tidligt, men endte med at dele pointene?
-Gug vil føle, at de taber to point, og det kan jeg sådan set godt følge, når man ser på hele kampforløbet. Vi starter rigtig godt og bør også score flere end de to tidlige mål, men det gør vi ikke, og så kommer Gug ind i kampen. De har en del skud og en enkelt helt enorm stor chance, som de brænder. Vi stod med en følelse af, at vi skulle have tabt kampen, men omvendt brænder vi en friløber 30 sekunder før tid.
Følte du, at det var et resultat, I kunne være tilfredse med, eller var det skuffende at miste føringen?
- Vi er tilfredse, når man ser på Gug overtag i den sidste time af kampen. Det var skuffende at smide to føringer, men vores præstation var dårlig, og holdet var usammenhængende både defensivt og offensivt. Vi har så noget individuel kvalitet, som kan opveje det, men vores energiniveau var under acceptabel standard.
Hvad tænkte du om jeres defensive præstation efter den stærke start?
- Den var ringe, sagt lige ud. Det er ikke forsvarets skyld alene, for vi hang slet ikke sammen som hold. Gug overraskede os ikke, så at vi ikke formåede at dæmme bedre op for fx deres indlæg var skuffende. Vi har heldigvis en god målmand.
Hvad vil I tage med fra denne kamp ind i den afgørende kamp mod IF Skjold Sæby?
- Præstationen er et resultat af først og fremmest en dygtig modstander, men i større perspektiv udstiller det mange af spillernes træningsindsats de sidste 14 dage. Ferier osv., men man kan vel finde ud af at tage løbeskoene på og holde sig i gang. Så mere end noget andet skal drengene vågne op og indfinde sig på træningsbanen igen, og det ved de også godt.