Frivillig sommertræning holdt spillerne i gang i Sjørring IF
I Sjørring IF er forberedelserne til efterårssæsonen i fuld gang. Holdet havde officiel opstart den 21. juli, men over sommeren har spillerne haft mulighed for at holde formen ved lige med frivillige træninger for alle.
Trænersetuppet er velkendt: Claus Moseid Christensen (CAU) og Andreas Kjær Abildgaard deler ansvaret for Serie 2-mandskabet – og indtrykket fra de første uger er positivt.
– Jeg synes, vi er på vej i den rigtige retning. Spillerne virker meget positive omkring de tiltag, vi har lagt frem, siger Andreas Kjær Abildgaard, der dog også peger på én konkret udfordring:
– Vi skal passe på med at falde tilbage i gamle vaner.
Sjørring håber samtidig på at kunne forløse endnu mere offensivt. I kampen om topscorertitlen nævner træneren både nytilkomne Kasper Skak og den rutinerede Mikkel Larsen som oplagte bud.
Lederskabet står også stærkt i truppen, og der skal bygges videre på det fundament, der blev lagt i foråret.
– Det er tydeligt, at det er et hold, der virkelig står sammen. Men vi vil gerne blive bedre til at spille med bolden – ikke bare løbe efter den, understreger Andreas Kjær Abildgaard.