Fremad Nørhalne vil tilbage, hvor de hører til – og det kræver point mod Biersted
IF Fremad Nørhalne står foran efterårets største test, når topholdet Biersted IF kommer på besøg i Serie 3. Og ifølge træner Kurt Madsen er der kun én vej frem: fuld tro på egne evner.
– En intens kamp, hvor vi som hold og klub har alt at vinde og intet at tabe. Det bliver mentaliteten og tilgangen generelt på dagen, som bliver altafgørende, siger Kurt Madsen.
Træneren håber samtidig, at Nørhalne-folkene vil møde talstærkt op.
– Kom og se kampen, og støt det lokale hold i kampen for en sejr. Succes er at score ét mål mere end dem, når kampen fløjtes af, lyder det fra den motiverede træner.
For træner Kurt Madsen er der ingen tvivl om kampens betydning.
– Vi spiller for retur til Serie 2, og det er der, holdet og klubben har sin fulde berettigelse, fastslår han.
Inden opgøret kan IF Fremad Nørhalne bryste sig af en stærk pointhøst i efteråret.
– Med ni sejre og én uafgjort i 11 kampe taler det sit tydelige sprog, og 2.-pladsen skal ændres til en 1.-plads, siger Madsen om situationen inden den vigtige kamp.
Nu venter en direkte duel mod rækkens tophold – og for IF Fremad Nørhalne er målet klart: Serie 2 skal i spil igen.