Fra nedrykningsfrygt til Serie 1-drøm i Dronninglund IF
Dronninglund IF har fået en efterårsåbning, der langt overstiger forventningerne. Holdet er kommet blændende fra start med taktisk styrke, fight og en stærk vindermentalitet. Derfor sætter vi Spotlight på en defensiv i topform, sejre på svære udebaner og en ambition, der nu peger mod Serie 1.
– Vi er kommet forrygende fra start. Det må vi bare indrømme – langt over forventning. Vores præstationer har været kendetegnet ved taktisk kløgt, fight og en stærk vindermentalitet, siger Nikolaj Mortensen. Han fremhæver især defensiven, som i flere kampe næsten ikke har givet chancer væk. – Vores taktiske oplæg har nærmest ramt plet i hver kamp, og selv i de to kampe vi har tabt, har vi været tæt på at få point. Vi skal blive bedre til at holde fast i bolden på modstanderens banehalvdel og skabe chancer i den fase af spillet.
Forud for sæsonen var udgangspunktet et helt andet. – Vi havde store bekymringer, fordi vi vidste, at vi ville være foruden 7-8 spillere, der for det meste var i startopstillingen i foråret. Målet var bare at undgå nedrykning, men samtlige spillere har forbedret sig, og de nye har præsteret fra dag ét. Vores målsætning er nu ændret fra at undgå nedrykning til, at vi går efter at rykke op i Serie 1.
Undervejs har der været resultater, der står særligt stærkt. – Vi har vundet tre udebanekampe, hvor vi ikke gik ind som favoritter. Den første mod Skibsby Højene vinder vi i seks minutters overtid på en af vores farlige hjørnesparkskombinationer. Det var imod vores forventning, at vi vandt på den svære udebane. Op til kampen mod AIK Frem havde vi bevist, at vi er stærke, og efter en forrygende start på opgøret, formåede vi defensivt at lukke ned, samtidig med at vi var farlige på omstillinger. De to sejre kendetegner meget vores første halvdel af sæsonen, hvor kynisme, sammenhold og taktisk formåen har drevet os langt.
Også truppens udvikling vækker glæde hos træneren. – Det er stort set hele truppen, der har løftet niveauet. Mange har fået nye og større roller og udfyldt dem til perfektion. Vi har mange unge spillere, og de har flyttet deres individuelle niveau en del det sidste halve år.
Alligevel har Dronninglund været hårdt ramt af udfordringer. – Vi har i gennemsnit manglet syv-otte spillere, der er i spil til startopstillingen. Vi troede, det ville have påvirket os mere, men resultatmæssigt har vi klaret os flot. Spillemæssigt har vi haft en mere ydmyg tilgang, hvor det især har været hårdt arbejde, defensiv og taktisk styrke, der har båret os igennem i stedet for flydende offensivt spil.
Træningshverdagen har ligeledes spillet en rolle. – Vi startede tidligt, og mange var stadig på ferie, så antallet var lavt. Fokus har dog været god, selvom én af vores træninger viste, at succesen måske var steget os lidt til hovedet. Det var vigtigt, at spillerne fandt tilbage til den rette mentalitet, og træningen efterfølgende var igen fremragende. Vi har ikke opnået noget endnu på trods af en flot start, og derfor skal vi ikke gå for meget med armene over hovedet.
Dronninglund IF har forvandlet bekymring til ambition og står nu i en position, hvor Serie 1 ikke længere er en drøm, men et realistisk mål. Spørgsmålet er, om de kan fastholde skarpheden hele vejen gennem efteråret.