Fra nedrykningsfare til oprykning: Aabybro IFs Serie 1-kvinder skriver nyt kapitel
Efter et stærkt efterår i Serie 1 kan Aabybro IFs kvinder kalde sig vindere af rækken og se frem til en ny udfordring i Jyllandsserien. Under ledelse af træner Jan Nielsen har holdet vist imponerende stabilitet og udvikling gennem sæsonen, og selvom oprykning ikke var målet fra start, endte efteråret med at blive en sand succeshistorie for Aabybro IF.
Hvordan synes du, sæsonen er gået for jer helt overordnet?
- Vores sæson er gået okay. Det kan ikke andet end siges, når vi er rykket op. Det var sådan set ikke målet at rykke op. Det var bare at blive i rækken. I foråret kæmpede vi for at undgå nedrykning og gik først fri i sidste kamp, så jeg gik ind til efteråret med lidt skepsis. Men vi har gjort det godt med kun ét nederlag, tre sejre og fire uafgjorte.
Hvad er den største forskel på det hold, der kæmpede for at overleve, og det hold, der nu er rykket op?
– Vi har haft en del skader, men fået et par nye spillere, blandt andet Karoline Bjerg, som har stabiliseret vores midtbane. Vi har været en lille trup på 14-15 spillere, så jeg har måttet bruge både U17-spillere og spillere fra andetholdet, så i alt 20 forskellige spillere over otte kampe.
- Så det har været lidt en blandet landhandel, men det er gået overraskende godt. De sidste par kampe har pigerne virkelig steppet op og vist, at de gerne ville vinde rækken.
Hvad var sæsonens højdepunkt?
- Helt klart vores hjemmebanekamp mod Fortuna, hvor vi vinder 4-0 over dem. Det er jo en af de bedre kampe. Der klikkede det hele for os, og alle mødte ind i bussen og kæmpede.
Hvad skal der arbejdes med frem mod næste sæson?
- Der skal være mere stabilitet omkring træningen. Det bliver en hårdere række, så vi skal undgå de billige afbud og prioritere fodbolden lidt højere. Det handler om at ofre sig lidt mere for klubben. Det er lutter gode hold, der løber rundt oppe i Jyllandsserien, så der skal arbejdes.