Fra mål til midtbane: Cramer mestrer to roller i Brønderslev IF
Annabell Cramer er typen, der kaster sig ned i benene på modstanderen, uanset om hun står i målet eller spiller på midtbanen.
I Brønderslev IF har den alsidige spiller i år både vogtet Serie 1-målet og bidraget med mål på Serie 2-holdet. Nu hædres hendes indsats med en nominering til sæsonens spiller til Seriesport Awards 2025.
Nomineringen til Seriesport Awards i Serie 1 er et stort skulderklap for Annabell Cramer. For hende er fodbold i Brønderslev IF tæt forbundet med de sociale bånd.
- Jeg er super glad for nomineringen, og den giver mig et kæmpe klap på skulderen, siger Annabell Cramer.
- Jeg elsker at spille fodbold og være på BI sammen med mine venner, og fællesskabet betyder virkelig meget for mig. Mine holdkammerater ved, at de altid kan regne med mig.
Cramer beskriver sig selv som den mere stille type på banen, men understreger, at hendes dedikation altid er synlig i spillet.
- I forhold til fodbold så er jeg ikke bange for at kaste mig ned i benene på en, gå ind i nærkampene eller sætte en af med en dribling. Får jeg bolden, skal jeg også nok gøre noget med den det allerbedste, jeg kan, og det er uanset om det er som målmand eller som markspiller.
Kampafgørende i begge ender
Annabell Cramer demonstrerer en sjælden alsidighed i sit seniorår. I Serie 1 har hun fast stået i målet, mens hun i Serie 2 har spillet som 8'er eller angriber.
- Jeg elsker både at stå i målet og være foran målet, forklarer hun.
Som målmand har hun en bemærkelsesværdig ro:
- Det at være kampafgørende som målmand er fedt, jeg bliver aldrig nervøs, heller ikke hvis der bliver dømt straffe imod os, jeg synes bare, det er super sjovt.
Denne rolle har også styrket hendes selvtillid.
Cramers tekniske overblik har også givet bonus som markspiller:
- Jeg er en teknisk spiller med et godt overblik, og det har også vist sig at være gået godt foran modstanderens mål, hvor jeg har scoret et par mål hen over sæsonen.
Faktisk var det først i sommer, da holdet rykkede op som senior, at hun for alvor fik lov til at spille ude på banen.
- Jeg vidste ikke, jeg havde savnet det så meget, før jeg fik spillet et par kampe. Jeg føler mig sikker både ude på banen og inde i målet, siger hun.
Fællesskabet er den største gave
Skal Cramer selv fremhæve sin største betydning for holdet, er det den uforbeholdne tillid og beredvillighed.
- Jeg gør altid mit bedste, og mine holdkammerater ved, at de kan regne med mig i begge ender, siger hun og understreger, at hun endda er klar til at gå med frem som målmand, hvis træneren giver grønt lys.
Cramer slutter med at fremhæve fællesskabet som hendes stærkeste drivkraft:
- Mit hold har været en kæmpe gave, og hvis det ikke var for mine venner/holdkammerater og det gode fællesskab, der er imellem os, unge og ældre, så ville jeg nok ikke have spillet fodbold mere. Det betyder meget for mig i hvert fald.
Synes du, det er Annabell, der fortjener at løbe med sejren? Herunder kan du stemme på din favorit til sæsonens spiller.