Billede beskrivelse

Fra 0-4 til sejr - Harken UGF i vanvittigt comeback

18. april 2024 kl. 12.31

Interview med Tobias Halskov fra Harken UGF efter det vilde comeback mod Bindslev/Tversted.

Efter den utrolige kamp mod Bindslev/Tversted, hvor I vendte et 0-4 til en 5-4 sejr, hvordan føles det at have været en del af sådan en præstation?

- Det var på mange måder en absurd og vild kamp. Vi havde ellers snakket om, at nu skulle vi være lidt skarpere foran eget mål og beskytte det noget bedre, men så skal jeg da ellers lige love for, at Bindslev var mødt op for at sparke lortet i kassen. De havde kvalitet og skarphed i nærmest alle offensive aktioner i 1. halvleg og det kan man ikke sige vi havde. Men vi får et mål lige inden pausen, som gør, at vi går til pause og føler, at vi stadig er med i kampen. 2. halvleg må være en af de vildeste de fleste af os har prøvet at spille. Mål, kæmpe chancer i begge ender og udvisninger til begge hold. Den havde virkelig alt. Vi er selvfølgelig ellevilde over sejren efter at have været bagud 0-4, og omvendt tænker jeg Bindslev må klø sig i nakken over, hvordan ikke endte med de tre point.

Hvordan formåede I at bevare troen og kæmpe jer tilbage i kampen, selvom I var bagud med fire mål?

- Ja, det er et godt spørgsmål. Men man må jo bare sige, at det har været opskriften på point for os her i de tre første kampe. En 1. halvleg under middel, bagud ved pausen og så jagte og kæmpe et resultat hjem i 2. halvleg. Vi giver ikke op og ved, at vi kan gøre ondt og tage på point fra alle i puljen. Det er helt sikkert.

Hvad mener du var nøglen til jeres sejr, og hvad kan I lære af denne kamp?

- Vi får lavet nogle taktiske ændringer i pausen, som får givet os et lidt mere direkte og offensivt udtryk, men det absolut vigtigste var, at vi begyndte at vinde vores direkte dueller på banen. Og så formår vi bare at fastholde momentum og ikke lade det glide ud af kampen. Det fik Bindslev aldrig rigtig taget fra os og vi fik endda udlignet til 4-4 i de minutter, hvor vi spillede med to mand i undertal. Så vores momentum i 2. halvleg blev nøglen, og det kunne to gule kort ikke ændre på.

Hvordan vil I bygge videre på denne sejr i de kommende kampe?

- Vi skal holde fast i troen på os selv og den selvtillid vi har fået fra de her comeback-sejre. Når det er sagt, så ved vi også godt, at det næppe holder på lange bane. Vi skal være mere klar fra start fremover og passe bedre på eget mål. Udover 1. halvleg mod Hjørring Frem har vi ikke rigtig været presset i bund her i forårets første kampe, men vi har en sygdom med at lukke mål ind hver gang modstanderen kommer på vores sidste tredjedel, så mere defensiv skarphed og soliditet kunne jeg godt ønske mig.

Kampfakta:

Kamp: Harken UGF - Bindslev/Tversted
Serie & Pulje: Serie 3 Kreds 24
Resultat: 5-4

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste