Fortuna Hjørring jagter en ny topplacering
KVINDE: En ny sæson står for døren i Kvindeserie Vest, og her håber Fortuna Hjørring at kunne tage det sidste skridt op.
I sidste sæson sluttede de på andenpladsen, kun ét point efter VSK Aarhus.
- Vi vil gerne med i toppen igen. Det har vi også holdet til, siger Fortuna-træner, Kenn Larsen.
I Fortuna Hjørring har man også A-liga-holdet, så på Kvindeserie Vest kan der både komme spillere oppe og nedefra. Men målet for holdet i år er, at man gerne vil stille sit ”eget hold” hver gang. Så vidt muligt.
- Selvfølgelig står vi også til rådighed for vores elitehold. Men vi vil forsøge at køre Kvindeserie-holdet uden at skulle spørge om hjælp fra andre af vores hold, fortæller Kenn Larsen.
Fortunas Kvindeserie Vest-hold havde ikke færre end 41 spillere igennem sidste år. Med stor udskiftning både til kamp og træning kan det være svært at skærpe relationerne på et hold.
- Relationerne er svære at arbejde med. Men vi har en god trup. Spillerne er træningsvillige og godt skolet i Fortuna.
Skal udvikle de næstbedste
For mange af de unge på holdets vedkommende gælder det, at de har spillet U19-liga og også fået kampe for A-liga-holdet.
- Vi har et ungt hold, som er krydret med noget rutine med et par spillere på 38 og 40 år, fortæller Fortuna-træneren.
En af udfordringerne for Kvindeserie Vest-holdet er at samle de spillere op, som ikke kan spille A-liga. Det kan de ikke alle sammen, og kommer man ikke på førsteholdet i Fortuna kan det for nogle opleves som et nederlag.
- Det kan være en udfordring, hvis man så er på andetholdet i Fortuna, når man er vant til at være blandt de allerbedste. Men vi ser flere af dem på 18-19 år, som virkelig har fået lysten til at spille fodbold tilbage. Der en kommet en god gruppe af de unge hos os, og det er dejligt at se.
- Vi står et godt sted forud for den kommende sæson og har spillet nogle rigtigt gode træningskampe. Vi har mødt nogle 3. Divisionshold og nogle herrehold, og det er gået godt. Så vi glæder os til at tage hul på sæsonen, slutter Kenn Larsen.