Fokus på relationer og udvikling efter drømmestart
Interview med Andreas Kaalbye fra Gug efter kampen mod IF Skjold Sæby
Hvordan vurderer du jeres præstation mod IF Skjold Sæby, og hvad gjorde forskellen i kampen?
- Jeg oplevede en meget tilfredsstillende præstation. En god defensiv, som var svær at skabe chancer mod og omvendt en god offensiv præstation som udmøntede sig i en del chancer og til sidst også en overbevisende sejr.
Med 3-0-sejren, føler du, at I spillede op til jeres bedste niveau, eller var der områder, der kunne forbedres?
- Selvom vi præsterede godt som hold og fik både en god sejr og et clean sheet, så er hele truppen og trænerstaben godt klar over, at qua nye spillere og taktik, så bliver relationer og dermed også præstationer stærkere med tiden, men en virkelig positiv 1. kamp i sæsonen.
Hvilke positive elementer fra kampen vil du tage med videre til næste opgave?
- Et clean sheet er altid dejligt at tage med videre som hold - det er tegn på en god defensiv base. Derudover var vi, til tider, gode i det chanceskabende spil og kunne godt have vundet endnu større.
Hvordan vurderer du den generelle udvikling af holdet efter den stærke præstation mod IF Skjold Sæby?
- Jeg vil vurdere holdets udvikling til en klar pil op ad - præstationen i sig selv var stærk, men den skal følges op af en mindst lige så stærk præstation mod Jetsmark i næste kamp.