Fokus på klarhed og bevare køligt overblik
Interview med Betina Nielsen fra Bangsbo Freja før kampen mod VHG/GS.
Betina, I skal møde VHG/GS på udebane. I tabte første opgør med 4-2 på hjemmebane. Hvordan vil I som hold tackle denne kamp, og hvad har I lært fra det første møde med dem?
- Vi var desværre ikke klar fra start i den første kamp mod VHG/GS og det gjorde at vi mistede fokus på spillet. Vi vil fokusere på at være klar fra start i det kommende opgør og spille det gode spil som vi har vist at vi kan.
Hvordan har jeres forberedelser været til denne kamp, og hvad er jeres fokusområder for at sikre en bedre præstation denne gang?
- Vi har en pokalkamp på hjemmebane tirsdag denne uge hvor vi skal have fokus på spillet så vi tager det med i kampen på lørdag.
Hvad er jeres mål og forventninger til kampen, og hvad skal I gøre anderledes for at ændre resultatet fra det første opgør?
- Det overordnede mål er selvfølgelig en sejr, men sekundært at det at vi ikke får flere skadede spillere. Der er stadig kampe tilbage og vi skulle gerne stille med en stærk trup til alle kampe. Vi skal helt klart være klar fra første fløjt og så er der fokus på det mentale mindset både før, under og efter kampen.
Hvordan vil I som hold udnytte jeres egne styrker og svagheder i kampen mod VHG/GS, og hvad vil være jeres strategi for at sikre en sejr?
- Vi skal udnytte vores pasningsspil og spille os fremad i banen. Strategien er helt klart at komme først på bolden og bevare det kølige overblik selvom vi bliver pressede.