Billede beskrivelse

Første hjemmekamp på Blue Heart Arena - BSI klar til anden kamp indenfor 48 timer

22. august 2025 kl. 10.02

Når Bælum Solbjerg IF søndag løber på banen til sæsonens første hjemmekamp, bliver det med kun 48 timers restitutionstid i benene. En udfordring, der sætter holdets fysik og moral på prøve. Derfor sætter vi Spotlight på Danny Jensens forventninger til opgøret mod Hadsund B og betydningen af at være tilbage på Blue Heart Arena.

Weekenden bliver en hård test for Bælum Solbjerg IF. Efter en udekamp fredag skal holdet allerede søndag igen i aktion – denne gang på hjemmebane. -Ja, det er sgu lidt håbløst med to kampe inden for 48 timer, og sammenholdt med, at vi stadig er ferieramte, kommer denne weekend til at trække tænder ud. Det var åbenbart ikke muligt at ændre spilletidspunkterne, så vi må jo klare os igennem, siger Danny Jensen.

Alligevel glæder hele holdet sig til at spille på Blue Heart Arena foran hjemmepublikummet. -Om det så er første eller sidste kamp i sæsonen, glæder vi os altid til at spille hjemme på Blue Heart Arena. Spillerne håber, at de trofaste tilskuere er hjemvendt fra ferie og klar til at give fuld opbakning som altid.

Kampfakta:

Kamp: BSI – Hadsund B
Serie & Kreds: Serie 3 Kreds 29
Kamptidspunkt: 24. august kl. 13.30

For Jensen er det tydeligt, hvad hjemmebanen betyder for spillerne. -Samtlige spillere i Bælum Solbjerg IF elsker at spille på Blue Heart Arena. En god hjemmebane giver gejst og tryghed, og alle ved, at det forpligter at optræde i den blå trøje – både på ude- og hjemmebane.

Når det gælder opgøret mod Hadsund B, handler det om at balancere respekt og tro på egne evner. -Vi vil gribe kampen an som alle andre opgør, med tro på egne evner og respekt for modstanderholdet. Hadsund kommer med oprykkergejst og har et mandskab, som er en god blanding af rutinerede spillere og unge ærgerrige knægte med fart i fødderne.

Jensen ser frem til en intens kamp, hvor marginalerne kan blive afgørende. -Jeg forventer et velspillet opgør, hvor vores kompetencer skal blomstre, hvis vi vil have tre point.

Kendskabet til Hadsund B kan også spille en rolle. -Jeg kender Hadsund rigtig godt, både modstanderholdet og klubben generelt, da jeg havde en skøn tid som træner i Hadsund Boldklub for en del år siden, og stadig sætter pris på mange af folkene i og omkring klubben. Den taktiske tilgang til kampen vil dog være med fokus på dem i blå trøjer.

Spørgsmålet er, om BSI kan udnytte hjemmebanefordelen og overvinde de fysiske udfordringer efter en tæt kampprogram. Svaret får vi søndag, når Blue Heart Arena danner rammen om et opgør med ekstra betydning for begge hold

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste