Billede beskrivelse

Flauenskjold går efter ny succes med Jan Bisgaard ved roret

03. august 2025 kl. 10.01

Flauenskjold IF er tilbage på græs i Serie 2 Kreds 12, hvor efterårssæsonen indledes med fuldt blus. Opstarten begyndte i uge 31 med et par træningskampe og træningstider tirsdag og torsdag – og det bliver med Jan Bisgaard i spidsen for holdet, præcis som i foråret.

Den første fase af opstarten bliver dog ikke uden bump, for en del spillere er stadig på ferie.
– Det bliver en hård start på efteråret. Men vi får det bedste ud af situationen og håber, at spillerne har holdt sig i gang henover sommeren, så vi ikke skal starte helt forfra, lyder det fra cheftræneren.

På rygtebørsen er der snak om både til- og afgange, men Bisgaard forholder sig roligt og jordnært til transfersituationen.
– Jeg tror ikke på noget, før jeg ser nogle nye spillere på træningsbanen. Alle, der har lyst til at prøve kræfter med Flauenskjold, skal være mere end velkommen. Vi er en klub, der tager imod med åbne arme.

Selvom holdet leverede en stærk indsats i foråret, er der stadig masser at arbejde videre med. Jan Bisgaard ser både lys og skygge i det, holdet tager med sig ind i den nye sæson.
– Der er masser af gode ting, vi vil arbejde videre med, og så er der også nogle ting, vi skal blive væsentligt bedre til. Men det må vi tage i løbet af sæsonen, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste