Fjerritslevs profiler banede vejen for forårets oprykning
Fjerritslev har haft et forår, hvor flere spillere har løftet sit niveau markant og bidraget til en stærk kollektiv sæson med få indkasserede mål og stor udvikling i truppen.
Samtidig har bredden og de individuelle gennembrud været afgørende i en periode, der har skabt optimisme frem mod næste niveau.
Derfor sætter vi Spotlight på træner, Mike Hermansen, og et forår præget af både stabilitet og gennembrud.
For Fjerritslev har foråret budt på en række markante præstationer fra flere spillere, hvor det samlede udtryk har været vigtigere end individuelle kåringer.
- Jeg synes virkelig, at vi har en god gruppe af unge spillere, som efterhånden er ved at få noget hår på brystet og begynder at tage flot fra, især når man kigger på deres evne til at tage beslutninger under pres. Jeg kan derfor ikke nævne blot én, fortæller Mike Hermansen.
Alligevel peger han på flere profiler, der hver især har haft stor betydning for sæsonen. I defensiven har Mathias Kjær været en central figur.
- Mathias Kjær har været outstanding nede i midterforsvaret, hvor han har været styrmand og været solid sæsonen igennem. Han har stor del i, at der kun blev lukket syv mål ind imod os i løbet af sæsonen, siger han.
Også flere andre spillere har sat tydelige aftryk gennem foråret.
- Nicklas Brix er vokset offensivt på hans back og begynder virkelig at trives i sin rolle. Tobias Lindstrøm var en maskine for os på midten i første halvdel af sæsonen, inden han desværre løb ind i en skade. Heldigvis kom Frederik Mogensen tilbage fra sin skade og har leveret stærke præstationer i anden halvdel af sæsonen, forklarer Mike Hermansen.
Han fremhæver også Rune Ågård som et af holdets helt centrale omdrejningspunkter.
- Rune Ågård har været garant for præstationer over middel og er et af holdets absolutte omdrejningspunkter centralt i banen med sin store motor og gode beslutninger, siger han.
Flere offensive profiler har samtidig bidraget til både mål og kreativitet.
- Viktor Stentoft er kommet ind med sin fart, som vi har savnet på holdet, og har både budt sig flot til som oplægger og målscorer. Tobias Svaneborg har haft ild i sin venstrefod og har vel aldrig set skarpere ud før, end han gør lige nu, fortæller han.
Topscoreren blev Bachir Rutu, som har haft en sæson med både mål, ansvar og udfordringer.
- Vores topscorer blev Bachir Rutu, som har været meget vigtig for holdet og vores måde at spille på. Han har fået udgangspunkt mere centralt i banen, og det gør, at man virkelig kan se, hvor meget talent han har, når han folder sig ud. En rigtig flot sæson af Bachir, også set i lyset af, at han har døjet med skader den sidste halvdel af sæsonen, siger Mike Hermansen.
En af sæsonens største positive overraskelser finder han i en spiller, der har taget et markant skridt op.
- Den største overraskelse kunne godt være Nichlas Zacho, som har fået sit gennembrud på førsteholdet via sit hårde arbejde og sine fighteregenskaber, forklarer han.
Et særligt rosende ord går også til holdets målmand, som ifølge træneren har været afgørende for sæsonens defensive stabilitet.
- At Christian Hjortshøj evner at spille samtlige pladser på en fodboldbane, for han har været fuldstændig outstanding for os i målet og har også stor aktie i vores flotte sæson, siger han.
Stemningen i klubben beskrives som stærk og positiv efter et forår, hvor resultater og udvikling er gået hånd i hånd.
- Der er en fantastisk stemning i klubben og et godt og sundt fællesskab. Vi håber at holde på alle mand, og så ser vi frem til at prøve kræfter med Serie 2 efter sommer, konstaterer Mike Hermansen.
Fjerritslev går dermed ind til den nye sæson med en trup præget af udvikling, bredde og et stærkt fællesskab, der har været fundamentet for forårets succes.