Fjerde remis for Aars IK i sæsonen
Interview med Kenneth Pedersen fra Aars IK efter kampen mod Thisted FC
Hvordan oplevede du opgøret i Thisted, hvor I delte point efter 1-1 i en tæt kamp?
- Det blev netop et meget tæt opgør mod et virkelig stærkt besat Thisted-hold. Vi kom rigtig godt ud til første halvleg, vandt nærkampene og skabte også flere chancer. Vi havde et rigtig godt udtryk og fulgte flot vores gameplan. I anden halvleg kommer Thisted godt ud, og de lægger et hårdt tryk og udligner fortjent. Sidst i kampen kommer vi godt tilbage, og det var en flot spillet Serie 1-kamp.
Set med dine øjne – hvem kunne være mest tilfreds med det ene point?
- Jeg tænker ikke, nogen af holdene er tilfredse med et point, da tre point er bedre. Når det er sagt, var det et retfærdigt resultat.
Hvordan var det at spille første kamp uden Rudi og med Henrik som ny mand ved roret?
- Det var rigtig fint. Henrik er også en aldeles kompetent fodboldprofessor. Han kender alle spillerne og havde også set et par af vores kampe. Så egentlig var der ikke den store forskel.
Det var jeres fjerde uafgjorte i sæsonen – hvad skal der til for at få vippet kampene over til sejr?
- Der skal falde nogle marginaler ud til vores fordel. Vi har spillet til mere end de få point, der står i tabellen. Så egentlig handler det bare om for os at holde snuden i sporet og fortsætte sæsonens gode takter – og begynde at score nogle flere mål og lukke færre ind i den anden ende.