Fantastisk holdindsats mod Asaa/Hjallerup trods hurtigt mål imod
Interview med Betina Nielsen, holdleder for Bangsbo/Freja, efter sejren over Asaa/Hjallerup.
Betina, hvordan føles det at have startet sæsonen med en imponerende sejr på 4-2 mod det stærke Asaa/Hjallerup-hold?
- Det var en fantastisk holdindsats der gjorde at vi trods et hurtigt mål imod os og et par dumme gule kort formåede at holde fokus på kampen og vores pasningsspil, hvilket gjorde at vi med en mand i undertal i slutningen af 1. halvleg endte med at score 3 mål inden pausen. Med den føring stillede vi os i forsvarsposition og formåede med intenst spil og overblik at score en gang mere og dermed var sejren i hus.
Hvordan har holdet formået at fortsætte den forrygende målform fra efteråret i denne kamp?
- Spillerne ved hvordan de spiller hinanden gode og fremad i banen således spillet bredes ud og vi ikke blot satser på en enkelt mand skal levere målene.
Kan du dele nogle tanker om holdets præstation i dagens kamp? Hvad fungerede godt, og hvad kan der arbejdes på?
- Vi viste vores styrke som hold og spillede utroligt disciplinerede gennem hele kampen til trods for mange kommentarer fra modstanderne. Vi skal stadig arbejde videre med at det er manden med fløjten, der bestemme og vi ikke skal gå ind i diskussion om kendelserne.
Hvordan vil I som hold bevare momentum og fortsætte jeres succes i de kommende kampe?
- Vi fortsætter med træningsindsatsen og med at spille hinanden gode samtidig med vi holder hovedet koldt og går ind til hver enkelt kamp med sejr for øje.