Billede beskrivelse

Fællesskab, mod og tro på egne kræfter sendte VHG GS til tops

07. november 2025 kl. 10.32

Efteråret blev en bekræftelse på, at tålmodighed og tro på egne talenter betaler sig. Derfor sætter vi Spotlight på VHG/GS og Michael Madsen, der med et ungt, sultent hold gik fra playoff-drømme i foråret til direkte oprykning i efteråret – og viste, at nervøsitet kan vendes til styrke og sammenhold, når det virkelig gælder.

Efter en intens sæson står VHG/GS tilbage med en følelse af både tilfredshed og sult efter mere. For holdets placering ramte præcis det, man havde sat sig for. 

– Vores placering matcher vores målsætning. Vi spillede kval om oprykning i foråret og tog så direkte oprykning i efteråret. Så det er vi meget tilfredse med, siger Michael Madsen.

Men undervejs blev der også lært værdifulde lektier. For det unge mandskab oplevede, hvordan forventninger og nervøsitet kan spille ind, når succes nærmer sig. 

– Når de slipper håndbremsen og bare spiller, udraderer de flere hold. Men da vi kunne sætte en dato for, hvornår oprykningen kunne sikres, kom der lidt bump på vejen. Det mentale er et udviklingspunkt, og det kommer med erfaring, fortæller han.

Samtidig har både defensiven og offensiven vist markant fremgang. 

– Vi har haft mange forskellige målscorere, og vi har lavet 20 flere mål i 2025 end i 2024. Samtidig har defensiven lukket præcis det halve antal mål ind, så der er forbedringer i begge ender, konstaterer Madsen tilfreds.

På toppen af målstatistikken stod Mathias Mølgaard, som med sine 14 mål gjorde en forskel. 

– Havde han lavet lidt flere, ville jeg sammenligne ham med en venstrebenet udgave af mig selv. Men med 14 mål minder han mest om Robert Skov fra hans tid i FCK – med et varmt venstreben, smiler han.

Men i sidste ende handler alt om kollektivet. 

– Profilerne har strålet sammen og på skift. Det er en stærk gruppe uden én, der stikker ud. Og netop det gør os farlige, understreger Madsen.

Efter et efterår med udvikling, disciplin og sammenhold står VHG/GS med troen på, at foråret 2026 kan blive endnu større – for fundamentet er solidt, og sulten efter mere fodboldsucces er kun vokset.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste