Seneste nyt
Billede beskrivelse

Fællesskab blev nøglen bag Nørhalnes imponerende forår

23. juli 2026 kl. 06.03

Et stærkt kollektiv og en bred trup har været omdrejningspunktet for IFN gennem et imponerende forår, hvor mange forskellige spillere har bidraget til holdets succes. 

Med en klar spillestil, stor arbejdsmoral og optimisme omkring den kommende sæson er fundamentet lagt for nye udfordringer. 

Derfor sætter vi Spotlight på træner Jesper Nielsen og de værdier, der har båret holdet gennem foråret.

Selvom flere spillere har markeret sig i løbet af sæsonen, ønsker Jesper Nielsen ikke at fremhæve enkeltpersoner som forårets profiler.

- Jeg vil ikke fremhæve enkelte spillere på holdet, men mere holdet i sig selv. Vi er en god blanding af spillere med erfaring og unge spillere med masser af talent, fortæller han.

Han peger samtidig på, at den offensive produktion tydeligt viser, hvor bred truppen har været.

- Vi har scoret 36 mål i foråret, og de er fordelt på 12 spillere, så det fortæller meget om bredden og ikke så meget om enkelte spillere, siger Jesper Nielsen.

Forårssæsonen har samtidig givet holdet en række erfaringer, som skal tages med videre i Serie 2.

- Vi kommer langt med hårdt arbejde, koncentration i alt hvad vi foretager os og troen på egne evner. Spillerne trives godt i en velkendt spillestil, og det håber jeg på også rækker til overlevelse i Serie 2, hvor vi trods alt har været før, forklarer han.

Efter en sæson med stærke resultater mærkes optimismen også tydeligt i og omkring klubben.

- Efter et forår med 40 point og en målscore på 36-6 kan stemningen ikke være andet end helt i top. Vi ser frem til de nye udfordringer i Serie 2 og håber på en masse fede kampe på Nørhalne Stadion. Det fortjener vores trofaste tilskuere, konstaterer Jesper Nielsen.

IFN går dermed ind til den nye sæson med stor tro på egne styrker, et stærkt fællesskab og en spillemæssig identitet, som holdet håber kan danne grundlag for endnu en succesfuld sæson.

Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste