Et point fra Serie 2: Nu skal Flauenskjold gøre arbejdet færdigt
Interview med Jan Bisgaard fra Flauenskjold IF før kampen mod ØVI
Hvordan griber I kampen an, når I ved, at en sejr mod ØVI vil sende jer op i Serie 2?
- Vi griber kampen an som alle andre kampe. Det er bare en fodboldkamp – også selvom vi godt ved, hvad der står på spil. Vi vil ud og angribe kampen og prøve at få initiativet over på vores side, for vi vil selvfølgelig gerne slutte sæsonen af med en sejr foran vores hjemmepublikum. Vi ved godt, at det bliver en svær opgave mod et Østervrå-hold, som ikke har noget på spil og kan spille frit for leveren.
Hvad forventer du af et ØVI-hold, som intet har på spil, men stadig kan drille topholdene?
- Som du selv siger, så har de intet på spil og kan spille frit – og det er nogle gange de sværeste kampe og modstandere. Men vi går ud og spiller vores chance og må se, hvad det rækker til.
Hvordan vil I håndtere presset i en kamp, hvor alt ligger til jer og oprykningen er inden for rækkevidde?
- Det tager vi stille og roligt. Vores målsætning var at ende i top 2, og det har vi allerede opnået. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at tage sejren i sidste kamp – eller bare det ene point, der skal til for at sikre oprykning. Og hvis det ikke skulle lykkes i første forsøg, har vi stadig en chance mere.
Hvad bliver vigtigt at holde fast i for jer, hvis det hele skal ende med jubel og oprykning?
- Vores struktur på holdet bliver afgørende. Vi er svære at score imod, når alle arbejder for holdet – og det bliver vigtigt mod et Østervrå-hold, som virker til at have fundet en offensiv formel, der fungerer. Jeg tror, vi kommer under pres i perioder, så vi skal være skarpe, når vores chancer opstår. Vi glæder os til en spændende kamp mod en god modstander.