Energi og skarphed skal sikre point i sæsonåbner
Interview med Arnel Becirovic fra Arden IF før kampen mod Purhus IF
Hvordan vil I tage hul på sæsonen med en stærk indsats mod Purhus IF på udebane?
- Vi glæder os først og fremmest til at spille kamp igen. Vi vil gå ud og give den alt, hvad vi har. Vi har mange unge folk med til den første kamp, så jeg håber, den ungdommelige kådhed og ubekymrethed er noget, vi tager med ind til kampen. Som altid håber jeg, vi finder vores eget spil og giver Purhus kamp til stregen om de tre point. Vi kender ikke så meget til dem, men vi forventer, det er et godt hold.
Hvilke taktiske detaljer har I arbejdet på for at være klar efter sommerpausen?
- Vi må være ærlige og sige, at den korte opstart har gjort, at vi ikke har nået at arbejde så meget taktisk til at starte med. Det handler i høj grad om at få de nye folk til at forstå den måde, vi forsøger at spille på, og få holdet til at hænge sammen. Der er ikke som sådan nye taktiske tiltag – det handler om at finde tilbage til det, vi gjorde godt i sidste sæson.
Hvordan har I sikret, at energien og fokus er i top til første turneringskamp?
- Som nævnt før har vi mange unge folk med til kampen, så jeg håber, de kommer med den nødvendige energi. De har i hvert fald set energiske ud til træning, og jeg regner med, de tager det med ind til kampen. Samtidig forventer jeg, at de mere rutinerede kræfter sørger for det rigtige fokus og lader det smitte af på de yngre spillere.
Hvilke områder i spillet forventer du bliver afgørende for at hente point i premieren?
- Det hold, der hurtigst finder tilbage til deres eget spil fra før sommerferien, kommer til at have en god chance for at vinde. Min forventning er, at det bliver to jævnbyrdige hold, og at det hold, der hurtigst omstiller sig til, at det nu handler om point, får overtaget. Skarphed, undgå fejl og de andre ting, der kendetegner en fodboldkamp, bliver selvfølgelig også afgørende.