Billede beskrivelse

En skør Thorup/Klim tradition giver nye spillere varmen

25. juli 2023 kl. 16.00

Anders Thomsen fra Seriesport.nu har talt med Martin Kirk fra Seniorudvalget i Thorup/Klim

Hvad er den mest skøre eller unikke tradition i jeres klub, som I altid holder fast i? Kan du give os nogle sjove detaljer om, hvordan den tradition opstod.

- Den skøreste tradition må være at nye spillere får smurt varmecreme i underbukserne. Traditionen startede med at en unavngiven træner smurte varmecreme i en spillers underbukser efter kamp, dette skabte efterfølgende stor morskab blandt spillertruppen og siden har traditionen hængt ved.

Hvad er den mest spøjse eller usædvanlige strategi, I har brugt for at nå et mål som klub og hvordan opstod denne?

- For år tilbage havde vi mandskabsproblemer, der blev besluttet i fodboldudvalget at vi skulle gøre noget anderledes for at lokke folk til. Vi valgte at hyre lokale klubkoryfæer som trænere, derudover valgte klubben en sætte en gratis kasse øl ind i omklædningsrummet efter hver træning. Disse tiltag var medvirkende til, at vi sæsonen efter kunne stille 3 herre senior hold.

Hvad er jeres vision for klubben for fremtiden? Hvordan ser I klubben ud om 5 år, og hvilke elementer vil I gerne tilføje for at gøre jeres klub endnu mere unik?

- Vi vil gerne bygge videre på det sociale som er klubbens helt store drivkraft. Derudover vil vi gerne have et etableret serie 3 hold, og vores 2. hold skal gerne være en fast del af serie 4.

Hvad er den sjoveste anekdote eller begivenhed, der har fundet sted i klubben? Fortæl os gerne detaljerne og hvad der gjorde det så mindeværdigt og underholdende.

- For år tilbage under en spillerfest, blev spillertruppen enige om at der skulle ske noget spøjst. Spillertruppen valgte efter mørkets frembrud, at gå på besøg ved formanden i boldklubben. Formanden var indehaver af en dobbelt carport, og spillertruppen mente at det ville være en fantastisk ide at løfte hans bil på tværs i hans carport. Formanden var indehaver af en ældre Seat cordoba, så der skulle et fuldtalligt hold til at løfte bilen rundt, men rundt det kom den. Eftersigende var formanden lidt forvirret over hvad han stod op til næste morgen.

Hvad er jeres vigtigste værdi som klub og der adskiller jer fra andre fodboldklubber?

- Når vi siger der er plads til alle - så mener vi virkelig ALLE. Sammenholdet og fællesskabet er unikt, hvilket netop afføder at vi har spillere der kører fra Thisted, Aalborg og Hjørring for at være en del af klubben.

Hvis I skulle lave en reklamekampagne for jeres klub, hvilket sjovt slogan eller catchphrase ville I bruge for at fange folks opmærksomhed?

- Thorup-Klim boldklub - VÆLG ORANGE. Vores evner er lige så juicy, som farven på vores trøjer😉

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste