En kæmpe forløsning! Hirtshals B fik sæsonens første sejr
På udebane mod Aabybro fik Hirtshals B sæsonens første sejr efter to nederlag. Med en stærk indsats, et rent bur og tre scoringer viser holdet, at de kan være med i Serie 1. Derfor sætter vi Spotlight på træner Kenneth Kjærsgaards syn på kampen og udviklingen.
Selvom holdet endnu ikke har spillet nogen dårlig sæsonstart, var det afgørende at få slettet nullet. – Det er altid vigtigt at komme på tavlen pointmæssigt, men i de to foregående kampe har vi egentlig ikke været spillet ud af banen. Vi har blot ramt et par halvlege, hvor vi ikke kom med den intensitet, det kræves. I går fik vi sat det sammen over en hel kamp, og det gav tre point, siger Kenneth Kjærsgaard.
Den hurtige føring gav ro til at styre opgøret. – Vi spiller en flot første halvleg, hvor vi fortjent fører 2-0 og bliver endda snydt for et kæmpe straffespark. I anden halvleg får vi et par advarsler, der betyder, at vi må stå kompakt, men vi styrer sejren sikkert hjem, fortæller træneren.
Forsvaret fik også ros for indsatsen. – Med kampens spiller og anfører AK i front bliver der arbejdet rigtig godt defensivt. AK giver en ro på de unge spillere, hvilket er vigtigt, når tingene spidser til. Et godt forsvar kan kun være godt, når folkene foran dem arbejder hårdt – og det gjorde de i dag, siger han.
Sejren betyder meget for projektet i Hirtshals Boldklub. – Vi kigger ikke kun kortsigtet, men arbejder langsigtet med udviklingen af unge spillere i et godt træningsmiljø, suppleret med rutine. Alle er rolige og ser denne sæson som ren læring, forklarer Kjærsgaard.
Nu skal holdet bygge videre. – Vi glæder os allerede til kampen på lørdag kl. 13.30 på Schlie Arena, hvor Aalborg Chang kommer på besøg, lyder det fra træneren.
Tre mål, nul imod og tre point giver Hirtshals B ny energi. Nu bliver det spændende at se, om de kan fortsætte udviklingen i Serie 1.