Billede beskrivelse

En ildsjæl får Hornum IF til at blomstre på og uden for banen

16. oktober 2025 kl. 18.00

Med 428 officielle førsteholdskampe for Hornum IF, omkring 750 kampe samlet for klubben og yderligere 80 kampe i andre klubber, hvor han også fungerede som spillende træner, har Johnny Nielsen været en fast del af klubbens puls i årtier. Hans engagement strækker sig fra banen til bestyrelsesarbejde, hvor han har haft poster i HIF både 1996–98 og igen siden 2012. Derfor sætter vi Spotlight på en ildsjæl, der kombinerer rollen som formand, træner og holdleder med samme dedikation og kærlighed til klubben, som han altid har vist på banen.

Når sæsonen først ruller, bliver formandstitlen sekundær over for træner- og holdlederopgaver.

– Når sæsonen og bolden først ruller, så er jeg nok mere træner og holdleder mere end jeg er formand. Selvfølgelig bliver jeg hele tiden mindet om det i kraft af, at mange kalder mig “Præs”, men jeg går egentligt ikke rundt med formandskasketten på i det daglige. Det er mere en titel, som jeg i forskellige andre måske mere formelle sammenhænge kan blive nødt til at tage på mig.

Johnny ser sit mangeårige engagement som en balance mellem at give tilbage til klubben og holde den i live.

– Det jeg altid har sagt til mig selv er, at for hver god time jeg har tilbragt i klubben som aktiv spiller, ja så skal jeg give en time igen som træner, leder eller bestyrelsesmedlem…. Det regnestykke gør, at jeg stadig efter 14 år som formand, stadig holder på. At jeg overtog formandsposten i sin tid var desuden en aftale indgået med daværende formand John Vigsø – og sådan en aftale skal selvfølgelig respekteres.

Billede beskrivelse

Tiden er hans største udfordring, både i klubben og hjemme.

– Tiden er min værste fjende: der er ikke rigtig tid nok til alt det, jeg gerne vil være en del af. Det er både henset til det i klubben – og så især det derhjemme. På hjemmefronten er jeg begunstiget af en tålmodig og normalt forstående kone, og det er nok grunden til, jeg stadig er gift.

Hans indsats har konkrete resultater, der kommer alle medlemmer til gode.

– Jeg har i alt ubekedenhed en god hånd omkring det at skrive. Gennem de sidste 10 år har jeg skrevet mange fondsanøgninger, som i dag gør, at vores klubhus fremstår fornuftigt fremtidssikret. I samme periode er der kommet nyt lysanlæg på træningsbanen, og vi har løbende optimeret baneanlægget med diverse hegn med videre. Jeg går forrest, også når opgaverne er trælse og hårde, og det trækker folk med.

Rekruttering og fastholdelse af frivillige er centralt for klubbens livskraft.

– Vi headhunter og insisterer indtil folk siger ja. Lidt sandt er det: ser vi den rigtige til en opgave, så sørger vi for, at vedkommende forstår hvorfor – og lokker med gaven ved at være frivillig: masser af kvalitetstid med noget der er sjovt og spændende – samt et fantastisk fællesskab. Uden frivillige ingen klub, og det forsøger vi at gøre klart.

Hans mål er simple, men klare:

– Et simpelt mål: hold fodbolden og dermed HIF levende i byen. For os bliver det aldrig, hvilken serie vi spiller i, der definerer om det går godt eller skidt. Det vil altid være engagementet og tilstrømningen til klubben, der tæller.

Billede beskrivelse

Træner- og holdlederrollen påvirker spillernes hverdag og præstationer.

– Tror både de hold, jeg træner – og de jeg er holdleder for – ved hvilke værdier og egenskaber jeg føler et HIF-mandskab skal præsentere sig med, og det tror jeg influerer på de pågældende holds præstationer. Uanset om man taber eller vinder, skal vi gøre det med stil og med et udtryk, der er klubben værdigt.

Johnny afslutter med et råd til andre klubber, der ønsker samme fællesskab og engagement.

– Engagerede ledere og trænere skaber miljøer med motivation og engagement – så gå forrest med tingene uanset hvad det er – så vil du se, at tingene flytter sig til det bedre på det pågældende område. Og sluttelig vil jeg hylde de omkringliggende klubber – for det der sker i Hornum sker også andre steder, og foreningslivet lever af de mennesker, der investerer tid og engagement i fællesskaberne.

Med Johnny Nielsen i front, både på og udenfor banen, står Hornum IF som et levende eksempel på, hvordan passion, ansvar og fællesskab kan bære en klub gennem årtier – og fortsætte med at forme dens fremtid.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste