En halvleg til skræk og rædsel
Interview med Kristian Skriver fra Aars efter kampen mod LKB.
Er du skuffet over kun at få et enkelt point efter at have ført 2-0 ved pausen?
- Ja, det må jeg ærligt indrømme. Den var hård.
Hvad mener du var årsagen til, at I mistede føringen i 2. halvleg mod LKB?
- Vi indkasserede et mål 40 sekunder inde i 2. halvleg, og så lugtede LKB blod og fik spillet 100 % over på deres præmisser. Flot af dem og en halvleg til skræk og rædsel og lærebogen for os.
Hvordan vil du evaluere jeres præstation generelt i kampen mod LKB?
- Vores 1. halvleg var virkelig stærk og noget af det bedste jeg har set os spille. Vi skulle have afgjort kampen der. Mål ændrer fodboldkampe, og vi må også rose LKB for at komme flot tilbage og gøre det klogt med deres måde at spille fodbold på i 2. halvleg.
Hvad skal I ændre på i jeres spil for at sikre, at I ikke mister point på denne måde fremover?
- Vores 1. halvleg var virkelig god med og uden bold. Men vi skal også have i mindsettet, at modstanderne altid kan komme tilbage, hvis vi ikke er kyniske nok.