Billede beskrivelse

En ægte FfI’er er gået bort: Farvel til Peter “Banan” Jensen

21. april 2026 kl. 13.02

En ægte FfI’er er gået bort: Farvel til Peter “Banan” Jensen

Frederikshavn fI har mistet en af sine helt særlige skikkelser. Peter “Banan” Jensen er gået bort, 74 år gammel, og med ham har klubben mistet et menneske, som satte dybe spor i generationer af spillere, ledere og frivillige.

For mange var Peter mere end bare et kendt ansigt i FfI. En trofast FfI’er, en ægte fodbolddreng og et menneske, som næsten alle i og omkring klubben kendte. Han kom ofte i klubben, fik en kop kaffe, fulgte med i alt og var altid tæt på livet i foreningen.

- Han kom tit bare for at snakke, og så var han også træner i den lokale bordtennisklub, fortæller serie 4-træner, Mickey Høeg.

Peter havde fodbolden i blodet. Han fulgte spillet tæt hele livet, og ikke mindst Everton havde en særlig plads i hans hjerte. Han havde fulgt den engelske klub siden 1970’erne, og ifølge dem, der kendte ham, var det ikke usædvanligt at se ham i Everton-trøje - gerne med “Banan” og nummer 10 på ryggen.

Den lokale fodbolddreng

Peters fodboldliv handlede først og fremmest om det lokale. Han var gennem mange år omkring førsteholdet i F.f.I, og han spillede også i Bangsbo samt var spillende træner i både Nielstrup og Tolne. Han blev beskrevet som en dygtig, teknisk spiller med stor forståelse for spillet.

- Flere sagde, at han var verdens bedste i serie 2. Selv sagde han, at ingen kunne tage en bold fra ham i en telefonboks, fortæller Mickey.

”Bananen” havde også et temperament, der kunne mærkes, når tingene ikke helt gik efter planen. Det var en del af ham. Han brændte virkelig for fodbolden.

- Han kunne godt blive rigtig gal, men efter et kvarter, så var alt fint nok igen, og vi kunne grine af det, griner Mickey.

Peter var en mand, der betød ualmindeligt meget for holdet og for klubben. De seneste år var han holdleder omkring serie 4, og her var han meget mere end en praktisk hjælper. Han var en slags fodboldfader. En person, man kunne læne sig op ad. En højre hånd. En, der kunne se kvaliteten i folk og samle en trup. For mange spillere var det lidt som at have en far med på sidelinjen - på den gode måde.

- Peter var med, siden jeg startede som træner, da jeg var 18 år. Han var rigtig god at sparre med. Det var ligesom at have sin far med på sidelinjen.

Hans fravær mærkes allerede. Mickey Høeg fortæller, at holdet savnede ham voldsomt, og at kampen i torsdags var den første, hvor man for alvor mærkede tomrummet. Peter plejede at være der. Derfor blev det også ekstra tydeligt, da han pludselig ikke var det længere.

Hvor kommer ”Banan” fra?

Peter var samtidig en farverig personlighed, som folk husker med et smil. Mange kendte ham under navnet “Peter Banan”, et kælenavn han havde haft siden, han var dreng.

- Peter sagde, at det var ham, der opfandt ”Banan-skuddet” med ydersiden. Derfra kommer navnet ”Banan”, fortæller Mickey.

Han havde også sin plads blandt klubbens ældre spillere og var aktiv på FfI’s Young Boys-hold for spillere over 65 år. Her, som så mange andre steder, var han en del af fællesskabet. En mand, der dukkede op, bidrog, fulgte med og holdt sammen på noget vigtigt.

Respekten for Peter var stor. Han blev af mange beskrevet som en person, alle havde et forhold til. En mand, der ikke bare var i klubben, men som på mange måder var en del af klubbens sjæl.

Serie 4-holdet spiller sæsonen færdig med sørgebind. Det er en smuk og værdig gestus for en mand, der har givet så meget til klubben.

- Jeg skrev med Bananen i starten af sæsonen, og der blev vi enige om, at vi skulle ligge i top-3. Så det går vi efter. For Peter, afslutter serie 4-træneren.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste