Emil Rams deler æren for titlen med Vesterbro IKs succesfulde projekt
Interview med Emil Rams fra Vesterbro IK.
Hvad betyder det for dig at vinde titlen som Efterårets Træner ved Seriesport.nu Award?
- Jeg ser det først og fremmest, som en solid anderkendelse af Vesterbros præstationer. At man kan starte en fodboldafdeling op i efteråret 2020 i Serie 6 og til man dags dato står med to seniorhold, hvoraf et spiller i Serie 2 og hvor man sideløbende har fået et hold i Danmarks højeste futsalrække. Jeg er naturligvis beæret over titlen, men hyldesten skal gå til hele Vesterbro IK.
Hvordan har reaktionerne været fra familie, spillere og trænerkolleger efter din udnævnelse som Efterårets Træner?
- I sidste sæson var det ret svært at finde træningskampe, eftersom folk ikke helt vidste, hvad Vesterbro var for et projekt og hvad det var for en størrelse. Vi er i denne sæson allerede blevet tilbudt nogle spændende kampe, hvor vi blandt andet skal møde, RKG, Hjørring IF samt Hirtshals. Så denne titel har været medvirkende til at få klubben etableret i et godt netværk jer i Nordjylland.
Hvis du skal pege på en eller flere ting der i efteråret har gjort dig fortjent til denne titel, hvad vil du så fremhæve og hvorfor?
- Vi kommer i en yderst konkurrencedygtig pulje, som bestod af to nedrykkere fra Serie 1 samt to hold, som var ude at spille playoff sæsonen forinden om at komme i Serie 1. Vi, som nyoprykkede, skulle spille Serie 2 for første gang i klubbens historie. Derfor er jeg også stolt af, at vi sikrer os overlevelse, og derfor igen skal spille Serie 2 i den kommende forårssæson.
Hvad er dine personlige mål som træner for den kommende sæson, og har modtagelsen af Efterårets Træner påvirket dine ambitioner?
- Vi er kommet i en helt ny kreds i den kommende sæson, hvor vi kun har mødt vores naboer fra Biersted før. Derfor synes jeg, at det er utrolig vanskeligt at lave målsætninger på den baggrund, men vi vil dog for alt i verden gerne i denne sæson lege med i den sjove ende. Flere i Vesterbro har en fortid i Hjørring IF samt Skibsby-Højene, hvorfor der naturligvis er mere på spil i de kampe end blot 3 point. Sidst, men ikke mindst skal målsætninger laves ud fra hvilke spillere, som er til rådighed. Vi har allerede fået et par nye med ombord, men der er altid plads til flere.