Billede beskrivelse

Emil Lyn har været i klubben hele sit liv: - Det lå jo lige til højrebenet at være frivillig i netop denne klub

15. december 2025 kl. 09.16
Opdateret kl. 10.53

Når snakken falder på frivillige kræfter i Tornby IF, er der ét navn, der hurtigt dukker op: Emil Lyn Andersen.
Til Seriesport Awards 2025 er det hans tur til at blive fremhævet – selvom han normalt mest er typen, der bare får tingene til at ske i baggrunden.

-Det er jeg naturligvis meget stolt over, siger han om nomineringen.

Han fortsætter.

-Det er altid dejligt, når der er nogle, der værdsætter og lægger mærke til de frivillige i de forskellige foreninger.

En klub der fylder hele livet

For Emil er Tornby IF ikke bare en klub, han kommer i et par gange om ugen.
Det er et sted, der har fulgt ham gennem næsten hele livet.

-Tornby IF betyder alt for mig. Jeg har tilbragt størstedelen af mit liv i klubben. Både som spiller, træner og frivillig, fortæller han.

Og det handler ikke kun om fodbold.

-Det er ikke kun på fodboldsiden, men klubben i helhed, som er helt fantastisk, siger han.

Født i byen – formet af klubben

At det lige præcis er Tornby IF, han lægger sine frivillige kræfter i, er helt naturligt for ham.

-Jeg er født og opvokset i Tornby, så det lå jo lige til højrebenet at være frivillig i netop denne klub, forklarer Emil.

Men rødderne er kun halvdelen af forklaringen.

-Derudover er det en klub, der har givet mig rigtigt meget, så derfor er det naturligt at give noget tilbage, siger han.

Han fremhæver især det unikke fællesskab:

-Klubben har et helt unikt fællesskab, som er med til at danne venskaber på tværs af alle aldersgrupper og køn. Og ikke mindst elsker jeg de mange hyggelige og sjove stunder, som der opstår omkring klubfællesskabet.

Og så sætter han ord på noget helt grundlæggende:

-Klubben er jo alt i alt afhængig af frivillige hænder. Så ingen frivillige, ingen klub.

Timerne, der vokser med opgaverne

Hvor meget tid han bruger som frivillig, svinger – men særligt de store events kan mærkes.

-I denne sæson har det været en smule mindre, end hvad jeg før i tiden har brugt. Der er kommet flere frivillige til på nogle af de områder, jeg har varetaget, hvilket kun er positivt, siger Emil.

Men når kalenderen rammer de store dage, er han stadig massivt på banen:

-Når vi rammer de store events som Dana Cup, så bliver der brugt ufatteligt mange timer i klubben.

Opdraget til fællesskab

Spørger man Emil, hvorfor han er frivillig, går svaret helt tilbage til barndommen.

-Jeg er blevet belært af mine forældre, at man er nødt til at give noget af sig selv til fællesskabet, så fællesskabet også kan give noget tilbage, fortæller han.

Foreningerne i Danmark er, som han siger, afhængige af frivillige for at kunne drives.

-Så det er jo helt naturligt, at man hjælper, konstaterer han.

Synes du, det er Emil Lyn Andersen, der fortjener at løbe med sejren? Herunder kan du stemme på din favorit til sæsonens frivillige.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste